Efter en indholdsrig uge, var det skønt at kunne finde bålfadet frem og riste skumfiduser i solskinnet.
Formiddagen bød på regn. Regn i rå mængder. Jeg overvejede om jeg alligevel skulle gå i læ under grillhyttens tag, men nu havde vi besluttet at der skulle være bål under valnøddetræet, og jeg nægter at lade mig slå ud af regn.
Og så kom solen.
Lige der i solen, omgivet af glade weekendramte børn, med klistrede skumfiduser og kiks til at holde på klistretheden, stod jeg og spandt og spandt og spandt, uden en eneste gang at tabe tenen.
Se det er fremgang.
Jeg har under en tredjedel tilbage af Jacob-ulden. Mens det er en fryd at se og mærke ulden gå fra at være uld til at være garn, glæder jeg mig også vildt til at tvinde garnet, se det færdige garn og til om min plan i forhold til farverne rent faktisk fungerer.
Måske er det i virkeligheden det - at se hvordan det færdige resultat ender, om tankerne bliver til virkelighed, der driver mig i det spændende ved at spinde. Altså ud over det meditative, afslappende og vilde ved at se farverne blandes, fibrene sno og holde sammen på hinanden.
Og med det startede weekenden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar