Jeg er vild med Oscardagene. I går var det tirsdag, i dag var der ingen tidlige møder og dermed kunne han sove her.
Det gad han heldigvis godt.
Han var træt allerede da jeg hentede ham i børnehaven og gabte på vejen hjem. Han gad godt hjælpe med at lave en afart af pølsehorn, som jeg måske troede kunne sælges til ham. Men han gad ikke spise dem. Det gad både Anders og Emilie.
Han ville gerne i bad, men inden vi nåede så langt, midt i LEGOlegen, bekendtgjorde han, at han var træt. Jeg mente at han skulle spise først, så i bad. Og så skal jeg i seng!. Det kunne vi godt blive enige om.
Så han spiste, han badede i lang tid. Jeg er spændt på hvor længe han kan passe i det lille sammenklappelige badekar. Derefter kiggede vi i bogen han havde lånt i børnehaven om de hundrede klammeste dyr.
Mange af dem var ret klamme - jeg siger det bare.
Vi børstede tænder. Jeg børstede, Oscar børstede og jeg sang tandbørstesangen, ganske som dengang mine egne børn var små. Det er ret hyggeligt med de der gamle rutiner, som bliver fundet frem igen.
Inde i sengen blev det til et kapitel i Folk og røvere i Kardemommeby. Vi er ved at læse os gennem bogen. jeg tænker vi tager den et par gange, for det kunne være sjovt at tage på Bellevue og se forestillingen. Han skal måske lige have et par år mere på bagen, og under alle omstændigheder er det godt at kende den i forvejen.
Røverne har røvet tante Sofie, men det fik de hurtigt nok af, og så røvede de hende tilbage igen. Det er spændende hvad hun siger til det. Det finder vi måske ud af næste gang.
I morges var han tidligere oppe end han plejer. Vi nåede alting både leg, hygge og madpakken, inden vi pakkede os sammen og kørte mod børnehaven.
Vi nåede frem lige i rette tid, til at de skulle bage pizza.
På tirsdag kommer han med sin far, for på onsdag er der tidligt møde, og det heldige ved at være farmor er, at så kan man bestemme at overnatning ikke er en god ide. Og så ser vi også Daniel, det er også vigtigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar