Efter den lange køretur med indlagte pauser, nærmede vi os den del af Island, som langt de fleste turister når forbi.
En heldagstur fra Reykavik kan føre den rejsende til Gletsjerlagunen ved Europas Største gletsjer Vatnajökull. Hvert år brækker store isflager eller hele bjerge af gletsjeren ned i lagunen, som vokser år for år, samtidig med at gletsjeren trækker sig tilbage og bliver mindre.
Der er ingen tvivl om at stedet er et tilløbsstykke. Ved parkeringspladsen er opstået et lille streetfoodmarked og i den nærliggende kioskagtige lille butik, var der mangel på drikkevarer. Vi sprang over og fandt i stedet vores medbragte madpakker frem.
Jeg kan godt forstå tilløbsstykket, for hvor er der smukt. Vi startede morgenen mellem det vildeste grønne, vi var kørt gennem de goldeste områder og pludselig stod vi ved det klare blå vand fyldt med tindrende isbjerge.
Har man tid nok, er det muligt at få en tur på det blå vand, enten med den store amfibiebåd eller de mindre speedbåde eller endda en kajak. Vi gik ned til vandet, hvorfra synet var fantastisk og vi gik op på den nærliggende bakke, hvor udsigten betød at det blev tydeligere hvor stor lagunen er, hvor vild naturen kan være og hvor små de sejlende var i forhold til de kæmpe isflager, der sejlede rundt.
Det var et fantastisk syn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar