Jeg må erkende at de strømper Maja vælger ud til strømpesamstrikken, ofte bliver lidt for kedelige/ordinære/uden udfordring nok til mig. Jeg tog mig i at overveje om jeg skulle springe fra og stoppe med at strikke med.
Men så blev jeg stædig. Jeg synes udfordringen er sjov. Det med at strikke tolv par strømper i løbet af et år, som jeg ikke selv har valgt. At jeg gerne vil have mere udfordring end de fleste er mit problem, og dermed satte jeg mig selv et nyt mål. For målet må være at udfordre den enkelte opskrift, modificere og skabe et par strømper, som ikke bliver for kedelige for mig at strikke.
For strikkeopskrifter er vejledende, og når mange er fælles om at strikke sammen, skal der være udfordring til alle. Helt ligesom den differentierede undervisning.
Og dermed tog jeg Grevindestien Sokker under kærlig behandling.
Jeg synes de blev fine - også selvom de endte et stykke fra oplægget
Design: Grevindestien Sokker af Garnkøbing/Mette Marie Kokholm.
Garn: Rohrspatz & Wollmeise Sokkenwolle i farven Gewitterhimmel. Garnet er købt helt tilbage til 2018 på en rejse til Berlin.
Jeg troede at sådan et fed på nærved 160 gram kunne blive til to par strømper. Det skulle vise sig at jeg tog fejl.. Jeg brugte 88 gram til hele parret.
Pinde: 2,25 Addi Lace rundpind 80 centimeter - magic loop. Det er absolut min foretrukne strømpestrikmetode.
Størrelse: Jeg slog 64 masker op og strikkede til de passede min størrelse 39 fod.
Bemærkninger: Ja!
Jeg slog som sagt 64 masker op, strikkede 12 pinde rib 2-2. Ifølge opskriften skulle ribben have været 1-1, så ikke engang der fulgte jeg med.
Jeg printede diagrammet til 60 masker og lod resten af opskriften passe sig selv. Det gik på et tidspunkt op for mig at hælen kunne have været interessant at kigge nærmere på, men da var jeg langt videre. Det kan være jeg skal tænke den med i et par andre strømper - bare for at prøve.Jeg ændrede en smule i diagrammet, mest i måden maskerne blev strikket sammen, for att danne pilemønsteret og strikkede det på både bagside, forside og siderne, fortsatte på hælen, som ellers blev en helt almindelige hælflap med kile, og gentog mønstret ned over foden, til jeg nåede tåen.
Mere var der sådan set ikke i det. Ligesom jeg synes glatstrik på strømper er kedeligt, er jeg heller ikke specielt vild med rib.
Det eneste der er en lille smule kedeligt ved de færdige strømper er, at det ser ud at mønstret gerne vil folde hen over vristen. Jeg er tilbøjelig til at tro, at det ikke ville ske hvis mønstret havde ligget anderledes ned over foden. Det ser ud som om at lige den del af mønstret, der befinder sig der hvor foden flekser, gerne vil folde, og bøjningen i fodleddet bakker op om den lyst.
Også sådan kan man måske lære at tænke langsigtet en anden gang.
Vil du se flere billeder af strømperne kan de ses på Ravelry.
De er rigtig fine!
SvarSletOg de var sjove at lave :)
Slet