Masker på en søndag - Uge 35

 

Ugen kort:

• Jeg startede ugen med en fridag - det var svært tiltrækkende efter overnatning og familiefødslesdag. 
  
• Tandlægetjekket er overstået. Jeg har en forøget risiko for pardentose, og bliver derfor holdt øje med. Alt er fint og tandlægen lagde en måned til næste gang vi skal ses. 
• Jeg hentede Oscar i børnehaven og havde ham overnattende, inden jeg afleverede tilbage ved børnehaven. Det var hyggeligt. 
• Sidste uges overnatning i telt betød våde telte, der ikke kunne få lov at blive hængende der hvor vi i første omgang havde hængt dem. Det lykkedes at finde andre steder, og det tunge regnskyl tørrede helt, inden vi lagde sammen.  
• Klubbernes fælles fodboldturnering kunne endelig afholdes igen. Det var et par fantastiske dage med sol, glade børn og både guld og sølv. 
• Weekenden faldt på et tørt sted, og jeg har fået gang i de to projekter der har ligget alt for længe. De skal være færdige, før nyt skal slåes op. Eller i hvert fald godt på vej. 
• Der var tid til både Zumba og Puls & Styrke. Jeg kan godt være i tvivl om hvor meget det hjælper hvis jeg kun kommer hver anden eller tredje uge - næste weekend er jeg ikke hjemme. 
• Efter en lang sommer fandt Sille og jeg endelig tid til at ses. Der var glæde at spore hos Rose og en flok gode timer blev brugt på Frederiksberg.

Læse:

Cecilie Mars er en smule ulden i kanten. Hun følger ikke altid reglerne, er temmelig uortodoks, men får i sidste ende altid gerningsmanden. Den interne efterforskning  er efter hende og selvom der ikke er mange sider tilbage i bogen, selvom Nattens Udyr er fundet er det stadig uvist hvor det ender for kommissæren, der er jaget vild fra flere sider. 

Lige nu er der ikke flere bøger om Cecilie Mars. Jeg ved ikke om serien slutter nu, eller der kommer en fortsættelse fra forfatteren. Jeg mangler knap tyve sider. Der kan ske meget på tyve sider. 

Strikke:

Jeg har lyst til at slå op til det hele. Jeg tror ikke som sådan det er en god ide, men jeg har så meget jeg gerne vil strikke, og så meget som jeg venter og venter og venter med, at jeg måske bare skulle slå op og se hvor det fører hen. 

Men først har jeg to større projekter som skal  afsluttes. Det ene skal måske have lov at trække ud, fordi det er hårdt for mine håndled at strikke og derfor kan have brug for at holde lange pause. Det andet skal bare være færdigt. Det kan faktisk kun gå for langsomt. 

Jeg har arbejdet på dem begge. Så der er håb.

Men så er der månedens strømper. De tæller ikke rigtigt i det der slå-op-noget. De skal jo strikkes. Når nu jeg har besluttet at strikke med. Altså købte jeg opskriften, fandt garn og overvejede længe hvordan jeg kunne gøre den i mine øjne kedelige opskrift til noget mere spændende. 

Det kan også være en udfordring.

Jeg strikker gerne omgang på omgang på omgang glatstrik på bluser og sweaters. Men strømper.... Der gider jeg ikke glatstrik eller rib, for den sags skyld. Det er ganske simpelt for kedeligt. Jeg strikker ikke vanillasocks. jeg strikker helst komplicerede mønstertunge  strømper. Stik mig snoninger, lækkert tekstur eller hulmønstre af den slags jeg ikke husker fra det ene øjeblik til det andet.

Jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan. Sådan er det bare med mig og strømper. Jeg kan faktisk rigtig godt lide at strikke strømper. Men åbenbart ikke, hvis ikke jeg har en oplevelse af udfordring. 

Månedens strømper hedder Grevindestien Sokker. De er for størstedelen rib. Midtvejs er ribben brudt af et lille mønster i ribben. 

Jeg har taget mønsterdelen ud af resten af opskriften og freestyler mønsterdelen foran, bagved og på siderne af strømperne. Jeg har også ændret lidt på diagrammet.

Jeg tror det bliver godt, også selvom det måske bliver lidt svært at se den oprindelige strømpe i det jeg ender med.