To gange sytten år

Søndag er ved at være slut. Og med søndag en weekend i festlighedernes tegn.

Tyve glade teenager, tre forældre og langt mere spiritus end min fantasi i første omgang rakte til. Blandt de tyve to tøser, der snart fylder sytten og for længe siden har besluttet at holde fælles fødselsdag. For næsten lige så længe siden satte de en dato, jeg skrev i kalenderen, buggede Klubben og satsede på at rygradsindstilligerne ville tage over, når dagen blev nået.

Jeg har holdt mange fester efterhånden. Både i privat og arbejdsmæssig regi. Og den med rygraden virker. Engang i sidste uge fik jeg spurgt til farvetema og købt ind til borddækning, i rette farver. Resten lod jeg vente til dagen.

Vi mødtes klokken et. Emilie, Rikke, deres respektive forældre sammen med Josefine, som har sovet her og måtte lægge ryg til at hjælpe til. Menuen var for længe siden besluttet til lasagne, for det var slet ikke middagen der var vigtig. Moderen insisterede på at husholdnigsskoleeleverne stod for maden, og at både salat og hjemmebagt brød skulle flankere lasagnen.

Hverken Emilie eller Rikke har holdt store fødselsdage de sidste mange år. Det er der mange grunde til, den vigtigste at ingen af dem har været klar til et stort rykind. Det var de nu, og derfor var der heller ingen der sagde nej. Heller ikke selvom vi voksne aldrig havde mødt hinanden og vi kun lige havde nået et hurtigt håndtryk sidste gang, der var arrangement på skolen.

Indkøbene blev hurtigt overstået, vi fik spist frokost og mens tøserne gik i køkkenet overtog vi andre at flytte rundt og dække bord – godt hjulpet af Oliver, der dukkede op længe før fastsat tid.

Alt var klart, lyset i diskorummet snurrede og makeuppen var lagt, da gæsterne ankom. Derfra var det hygge på hygge på hygge natten lang.

De søde børn havde selv madbragt drikkevarer, som vi supplerede med sodavand i rigelige mængder. Selvom det undervejs så voldsomt ud, og selvom de bestemt ikke var helt appelsinfrie som aftenen skred frem, var de gode til at passe på hinanden, gode til at feste og hyggelige at være sammen med.





Vi voksne slog os ned i køkkenet – tilpas langt væk fra festlighederne  og alligevel inden for rækkevidde -  og mens Rikkes mor fik nogen timers søvn, endte jeg med at opgive helt. De sidste seks unger nægtede at lægge sig til at sove og engang ud på de meget små timer opstod også et af de dramaer som ind imellem skal opstå blandt teenagere.

Anders og jeg så til fra sidelinien, skred ind hvor vi fandt det nødvendigt, hjalp til at løse op og sætte ord på, og inden længe var alting fryd og gammen igen.

Mens muligheden for søvn udeblev, fik jeg ryddet det meste, dækket til morgenmaden og de sidste seks gik omkuld i en stor bunke i en sofa. Jeg nåede at lægge mig på sofaen i køkkenet i bare en halv time, inden det blev tid til at finde den langtidshævede bolledej frem, trille og sætte til hævning. Jeg havde satset på endnu en halv time på langs, men så vågnede huset langsomt op.

Efter spist morgenmad var alle de overnattende gode til at hjælpe med oprydning, skuring af klistrede borde og gulve i diskorummet og inden længe kunne vi efterlade en skinnende Klub og tage hjemad.





Rikkes mor tilbød at hente tøserne, så de ikke skulle med toget tilbage til skolen og efter en eftermiddag, hvor vi mere eller mindre alle sammen har sovet i hver vores sofa eller seng, kunne jeg vinke farvel til dem omkring klokken otte.

Jeg er mindre træt end forventet, men jeg tænker alligevel at morgendagen nok ikke bliver en af dem fyldt med overskud.

Tøserne var glade, festen blev lige som de gerne ville have. Og det er det vigtigste.