Sidste skoledag

Så kom den igen. Niendeklassernes sidste skoledag.

De sidste uger har jeg sagt farvel til tre niendeklasser, der i den grad har været prøveklud for min medvirken i skolereformen. Tre klasser, der har måtte lægge ryg til meget, har været med til at forme den ugentlige time sammen med mig, og som uden tvivl har lært mig en hel masse om det at være med i skolen.

De er ikke de eneste, der har været med til at lære mig om pædagoger i skolen, men de er de første jeg skal sige farvel til. De første der fik kage og en hyggelig sludder med på vejen. De første der glade fulgte med, da jeg mente at deres sidste pædagogtime måtte indebære noget pædagogbevægelse. De første af de sidste. De første i en lang række af forsøg og nye forsøg, af ideer og udfordringer.

Efter revy, kom skumsprøjt. Jeg er ikke vild med skumsprøjt, men selvfølgelig stillede jeg op, som jeg har gjort så mange andre år. Og i år var jeg sværtet til af skum (der hverken smager eller lugter godt, som effektivt stopper al lyd gennem ørerne og som ikke er rart at få i øjnene) i en grad jeg aldrig har oplevet før.

Jeg dristede mig og tog kameraet med ud. Ret hurtigt blev det noget med at skyde i blinde, inden jeg helt opgav og overdragede til Berit, der stod indenfor.

Da jeg ikke længere havde kameraet med mig, blev jeg enig med mig selv om at samle skrald. Det gør jeg hvert år, jeg har bare aldrig været opmærksom på hvilken effekt det har. For selvom afgangseleverne gladeligt deler af deres skum, er der åbenbart en uskreven regel om, at de voksne der rydder op eller tørrer skum fra øjne og næser, dem går man udenom.

Velopdragne børn – tænkte jeg.








Efter skumsprøjt ventede et bad. Det var tiltrængt. Derefter var det tid for den årlige fodboldkamp afgangseleverne mod personalet. Her stod jeg over og blev i stedet på sidelinien og heppede. Vi har i øjeblikket flere unge fyre ansat som vikarer eller medhjælpere, der selv har gået på skolen og kan huske hvordan de blev jordet af lærerne på deres sidste skoledag. Det mente de også årets afgangskuld skulle opleve – og det løfte blev indfriet.

Da slutfløjten lød stod resultatet på syv – et. Til de voksne. Eleverne mente senere at det var fordi de kun havde fem ordentlige fodboldspillere på deres hold. Men det kan de jo sagtens sige.

Da alle havde været i bad, niendeklassesværelser var ryddede og maverne efterhånden noget knurrende, var der frokost. Skolen gav pizza og sodavand til alle tre niendeklasser og deres lærere – og mig. Det var hyggeligt.

Mens ungerne forsvandt – med planer om fest – gik jeg tilbage til Klubben, til børn, pasning og tre kilo lasagne til sultne børn, der skulle på tur til legeland med andre voksne end mig. Jeg kunne nøjes med at lave maden, stille alting klar, dække bordet, lukke af og tage hjem.

Slet ikke så ringe en fordeling, hvis nogen spørger mig.