Jons Kapel

Vejret var skønt, da vi på andendagen kørte mod Jons Kapel.

Mens Jette undervejs på turene øen rundt, pegede på først det ene og så det andet mere eller mindre nedlukkede eller ombyggede dansested fra hendes ungdom, var hun i første omgang temmelig sikker på aldrig at have været ved Jons Kapel. På den anden side kan jeg godt forestille mig at det er et af de steder, der bliver mere besøgt af turister end fastboende.

Jons Kapel er i virkeligheden en klippehule udgravet af vandets tålmodige arbejde. Jons Kapel er også en afsindig flot udsigt fra et højt klippefremspring og en lang trappe fra det øverste, gennem en klippesprække ned til vandoverfladen. Vi var ikke inde i hulen. Det kræver vist lidt mere end vi var i stand til, men halvdelen af os tog turen ned – og op – af de hundrede og firs trin (vi talte). Anja og jeg skulle selvfølgelig ned, de knap så benstærke blev på toppen.

Henrik var nok den der gjorde det bedst, for mens vi andre nok fik syre i benene og kunne mærke det i dagene efter, tog Henrik livtag med højdeskrækken og med et fast tag i rækværket gik han hele vejen ned. Da først han stod solidt plantet på stenene ved vandet, var han ganske godt tilfreds med sig selv og kunne nyde synet. Et fast blik på trinet lige over hele vejen op, fik ham også op igen, mens jeg var nødt til at stoppe op undervejs og nyde udsigten (og trække vejret dybt et par gange)

Der er smukt ved Jons kapel. Sagnet siger at Jon var en af de første missionærer der kom til Bornholm for at omvende de hedenske beboere. Da bornholmerne efter et par år blev trætte af ham, søgte han ud til kysten, hvor han prædikede for alle dem, der kom sejlende for at høre på ham.

De høje lodrette klippevægge er fra top til bund beklædt med en art lav, som er et helt landskab for sig selv at se på, og længere mod nord stod hvide klipper frem. Jette mente at de mange fugle vi kunne se på de hvide klipper måtte være “bornholmske pingviner”. Vi andre blev enige om at give hende ret.

Oppe igen og efter at have fået vejret og drukket et skvat vand, var vi klar til turen videre rundt på toppen af klippeknuden og tilbage mod civilisationen.