Forstadsidyl

Der er faktisk ret pænt her hvor vi bor, tænkte jeg da jeg kom gående hjem. Gående, fordi min cykel er punkteret og der skal bestilles nye dæk, inden den skal på astfalt igen.

Og det med er astfalten er netop det, for når de lange etageejendomme ses gennem et filter af forårsgrønne grene og buske er her rigtig pænt. Og med spireahækken i forgrunden ser det næsten idylisk ud. Og jo, jeg måtte om bag hækken og ud på græsset der hører til blokken foran vores, så jeg ikke behøvede se på alle de parkerede biler.

Så kan jeg godt lade være med at se på betonbyggeriet ved siden af, hullerne i den kedelige forstadsvej, bunken af ubrugelige cykler der engang i sidste uge blev hevet op fra kælderrummene eller lytte til støjen fra Roskildevej, der gemmer sig lige omme bagved. Vi kan også høre motorvejen, men den er længere væk.

Og netop spireahækken gør synet ekstra lækket. Siden jeg som barn for længe, længe siden stiftede bekendtskab med spirea har jeg altid holdt meget af netop den plante. Når den som nu står i fuldt flor, kan jeg tage mig selv i at tænke på nydrysset sne på stedsegrønne buske en knitrende vinterdag.

Men det er ikke vinter og de bittesmå blomster er ikke sne. De betyder forår og når solen skinner er de ekstra fine. Og når vi sidder i lejligheden eller altanen deroppe under de skrå vægge, er her også helt pænt. Heroppe kan vi nemlig lade være med at kigge ned, men i stedet lade blikket glide langt og hen over trætoppene over Vestvolden og Vestskoven bagved.