Hver eneste gang jeg nærmer mig Østerlars Rundkirke, kommer jeg til at tænke på dengang min søster og jeg “gik” de fem kilometer fra det lille hus ude på landet, min far beboede de første år han boede på Bornholm, til samme rundkirke.
Han flyttede til Bornholm da vi var omkring ni og elleve år gamle. Gennem de næste mange år sejlede vi cirka en gang om måneden fra Kvæsthusbroen i København til Havnen i Rønne for et weekendbesøg, inden turen gik den anden vej. Min far havde fået en ledende stilling på Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik, og vi blev snart drevne ud i hvor på færgen de bedste sovepladser fandtes. Siden lærte vi også hurtigt at skelne klinkerne, fliserne, skåle og askebægre mange forskellige steder rundt om i landet.
De fine tosidede fliser i Tivoli eller belægningen på Københavns Hovedbanegård for eksempel. Vi prøvede også kræfter med de ildfaste sten fabrikken lavede til montering i skorstene og legede mange gange med de små puslespil af klinker, som blev brugt til salgsmateiale.
Den dag vi tog til Østerlars Rundkirke var min far på arbejde, og vi besluttede at udforske den der kirke vi havde hørt så meget om. Fem kilometer var jo ingenting, og det havde sikker heller ikke taget os særlig lang tid at nå frem, hvis ikke vi havde krydret turen med en leg om at vi var stukket af fra et eller andet horibelt sted og der både var nogen efter os i en hvid bil og nogle andre i en sort.
Det med bilerne betød at vi var nødt til at gemme os i grøftekanten hver gang en af de førnævnte farver kørte forbi. Altså hoppede vi ned hver gang en af dem kom drønende, og kravlede op igen, når de var væk. Der kørte ret mange sorte og hvide biler rundt på øen dengang…
Da vi endelig nåede frem var kirken lukket. En dame, der var ved at lukke af, fik medlidenhed med os og lod os alligevel komme ind og se. Jeg husker ikke mit indtryk af kirken, jeg tror måske stadig vi var så meget i legen, at målet for turen ikke længere havde så stor betydning.
På tilbagevejen endte vi med at blive enige om at stoppe hopperiet, og her kan jeg huske hvor overraskede vi blev over så hurtigt vi kom hjem igen.
Da vi var på Bornholm sidste weekend gik turen omkring Østerlars Rundkirke. Selvom den gamle historie om grøftekantehop dukkede op i hukommelsen, satte den sig ikke i vejen for en smule overvældelse over hvordan rundheden fra ydersiden går igen på indersiden.
Østerlars Rundkirke er en meget smuk og rolig kirke. Uden hjørner er det en anderledes oplevelse at gå rundt i kirken. Orglet står fint i den ene side og altertavlen får en smuk placering set fra døbefonden i midten af kirken.
Jeg er sikker på at der er mange døde vinkler, når man sidder i kirken og ikke kan se gennem støttepillen midt i kirken. Midt i rundheden er kirken holdt oppe af endnu mere rundhed, der skaber endnu et rum i rummet til døbefonden og uden mulighed for at se hverken til den ene eller den anden side.
Jeg havde ikke behov for at sætte mig et enkelt sted og overskue helheden, jeg gik i stedet rundt, sugede til mig og undredes en smule over hvem der har fundet på at bygge rundt, når alle andre lavede kanter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar