Igen fandt jeg mig stående midt i år eet. År et efter skolereform, efter lukning af Caféen og uden at kunne daske rundt i Tivoli i følgeskab med dem, der gad følges med mig.
I år galdt Klubbens regler og i Klubben har forældrene mulighed for at ønske voksenopsyn med de små poder. Det skal der selvfølgelig være plads til, og pludselig blev alting – igen – vendt på hovedet.
Dengang for bare et år siden, da jeg var Cafépædagog og sammen med de store, var der også opsyn. Men opsynet bestod i højere grad i at daske rundt, møde de glade unger og blive ringet op når de blev i tvivl, eller når de gik ud og ind ad haven, for at spise på MacDonalds på den anden side af Vesterbrogade, som unægteligt kan diske op med et måltid til en noget billigere pris end der kan findes indenfor i den gamle have.
I år fandt jeg mig i stedet omgivet af tre drenge fra tredie klasse. Drenge som hjemmefra synes det var lidt strengt at mor og far ikke ville lade dem løbe frit, men som hurtigt så ideen i en voksen, der kunne bære tasker, når de prøvede ting, og som i øvrigt gik der hvor de ville gå, og ikke bestemte hvad de skulle spise. Det samme galdt gruppen med piger, der heller ikke måtte gå alene.
De tre drenge, der senere blev til fire, bevægede sig stort set kun mellem Dæmonen og det Gyldne tårn. Ikke forlystelser jeg bryder mig om, og dermed var det måske en smule overkill at udstyre mig med et turpas. En eneste tur i den gamle rutsjebane, var alt hvad jeg fik med – og det selvom jeg med mellemrum forsøgte at overtale dem til at bevæge sig derhen hvor jeg gider være med.
Jeg bryder mig ikke om at hænge på hovedet eller blive svinget rundt i høj fart. Jeg vil hellere i ballongyngerne, i minen, i Odinekspressen eller den gamle gennemprøvede rutsjebane, men det gad drengene ikke. I stedet kom jeg hjem med ondt i nakken efter alle de gange jeg kiggede op efter fødder i det Gyldne tårn eller hvor på trappen og i køen de var nået ved Dæmonen.
Jeg har mange billeder med hjem fra det gyldne tårn, og jeg har mange øjeblikke med glitrende lys i små øjne med i bagagen. Så selvom jeg ikke blev svunget, var det en herlig tur.
Vejret var ikke det bedste vi har været udefor. Det vekslede mellem høj sol, overskyet og en smule regn. Jeg havde medbragt paraply, og mens jeg stod under dække og ventede i den værste byge vi oplevede, var to af de seje en tur i Vertigo – Flyvemaskinerne der drejer rundt lodret med et tryk på 3G.
Godt våde og en smule vaklende kom de ned og den ene kunne fortælle at på det tidspunkt fløj de med samme fart som regndråberne, og kunne ganske simpelt række ud og fange en dråbe. Jeg tænker det har været en noget syrealistisk oplevelse.
Hen under aften kom lysene frem, vi voksne talte om ikke Klubben bør investere i op til flere par langærmede underbukser, og ved samlingstid måtte vi ud og lede efter de sidste, der havde glemt at kigge på uret og i øvrigt overhovedet ikke havde travlt, da vi endelig fandt dem.
Traditionen tro, havde jeg Emilie med. Også her var dagen meget anderledes end den plejer. Hun plejer altid at følges med mig, men vel vidende at hun ville få en sjovere tur sammen med Zelije og de tøser hun skulle følges med, skubbede jeg i den retning. Og ganske som jeg havde ventet havde Emilie haft en fantastisk dag – endda sammen med med en voksen og nogle tøser, der er mindst lige så tosset som hun selv.
Det var glade og trætte børn vi havde med hjem. Mens de fleste så noget matte ud i blikkene, var de store endnu friske nok til at underholde med sang hele vejen hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar