Victorias dag

En weekend fyldt med festivitas er slut. I morgen er det søndag, og selvom de sidste dage har været dejlige, er jeg alligevel svært glad for udsigten til endnu en dag inden hverdagen træder i kraft.

I går var konfirmation. I går var Victorias dag. Kjolen var færdig, passede pefekt og bedst af alt, var pigebarnet afsidig tilfreds med udfaldet.

Efter en noget hektisk morgen efter overnatning, blev alle stoppet i bilerne, både mor og far, et par kusiner en farmor en moster og et par stykker mere. Morfaderen hentede mormoderen på stationen og sammen fik de set en helt anden kirke, inden de fandt den rigtige – heldigvis i rette tid. Annelise var temmelig morsom i sin udlægning af kirkemusik og fremmede mennesker.

Godt de fandt vej.

Præsten var den samme, som konfirmerede Nicklas sidste år, og jeg tror helt ærligt ikke man kan ønske sig en bedre præst, når man er tretten, forbereder konfirmationen og får lov at lege, stille spørgsmål og blive taget alvorligt undervejs. Som jeg skrev sidste år, er jeg sikker på at også dette års konfirmander har haft en fest sammen med hende.

Hun fortalte glad og gerne om ture ud i landet, om spørgsmål de unge havde stillet, om hvordan de i domkirken i København blev irettesat af den derværende præst, og hun svarede ham igen da ingen skulle skælde hendes konfirmander ud. Hun synes heller ikke de havde opført sig urimeligt, tværtimod havde de været yderst ivrige og nysgerrige på den helt rette måde (hun ville ikke gentage det sagte, men det var vist ikke helt pænt).

Hun bød op til leg midt i kirken, og når vi nu alligevel skulle rejse og sætte os gennem hele gudstjenesten lod hun os fortsætte, stillede spørgsmål og bad os rejse os, når vi mente ja og sætte os, når vi mente nej. Og her var ingen midt imellem, for det er enten eller. Jeg har glemt hvor den henvisning kom fra, men den findes et sted i biblen. Det skabte temmelig meget kaos og mest af alt grin.

Til slut fik alle konfirmanderne en gave af hende. Hjembragt fra en rejse sydpå havde hun købt små kors udskåret af oliventræ til hver enkelt. Små kors, som ligger godt i hånden og som kan ligge i en lomme og holdes om, hvis der er brug. Hun fortalte om hvordan hun havde trodset en regn, der nær havde regnet alting væk, for med hjem skulle de små kors, som hun havde udset tidligere på ferieugen.

De endte med at komme med hjem, og jeg synes det er en dejlig og betænksom gave fra et menneske, der helt sikkert sætter spor i alle de unge mennesker hun hvert år får kendskab til.

Det var i det hele taget en skøn konfirmation, der emmede af at ville hinanden og være ved.

Ude igen regnede det, og mens vi ventede en evighed (der var godt nok mange mennesker i den lille kirke) gik håret i opløsning og fare for at mascarren løb var mærkbar.

Til gengæld var det flok glade unge mennesker der endelig væltede ud, til fest og sjov og fortsættelsen af en dejlig dag.