Den dag vi var ved Selsø nød vi ikke kun udsigten. Vi nød vejret og Emilie lærte om solure. At solen viser tiden anderledes end et ur der hænger på væggen. At tallene står i en helt forkert rækkefølge. Forkert i forhold til det indlærte. Rigtigt i forhold til solure.
Vi kørte med bussen tilbage til Frederikssund. Gennem et bølgende landskab og byer med navne som Sønderby og Østby og en hel masse der endte med *lev. Landsbyer af den gamle slags. Tænker jeg. Sådan nogle hvor tid har en anden betydning, hvor alle kender alle og døre ikke nødvendigvis behøver være låst. Måske tager jeg fejl. Det har jeg gjort før.
I Frederikssund stod vi af længe inden stationen. Selvom turen gennem landskabet var hyggelig er hverken Emilie eller jeg særlig søstærke når det gælder motoriserede køretøjer. Hverken bil eller bus gør godt i vores maver. Tog derimod, det klarer vi fint. Når vi altså sidder den rigtige vej. Med køreretningen.
Måske er vi bare sarte. Jeg påstår hårdnakket det er fordi vi ikke har bil. At vi ikke er hærdede.
Så vi gik. Næsten oppe fra broen og ned langs vandet. Gennem et par private havne. Tænk at have sin egen havn. Og videre gennem byen og forbi en isbod, der havde det helt store udvalg. Og en ismand der gerne ændrede på opskrifterne.
Vi satte os på et torv. Torvet fandt jeg senere ud af. Med udsigt til det fineste hus, både min mor og jeg overvejede om mon havde huset borgmesteren, dengang der var borgmestre til. Det har det. Og gør vist stadig. Så vidt jeg kan finde ud af. I dag bare med udbygninger, så stort set samtlige bygninger på torvet og omegn i dag rummer kommunale kontorer.
Da isen var spist var vi mætte. Både af is og indtryk. Vi gik videre mod stationen og et tog, der netop holdt og ventede på os. Men inden vi nåede helt så langt fandt vi endnu en grund til at min trang til at sy godt kunne tage at dukke op igen.
En kjole med fine detaljer. Detaljer, der godt kunne kopieres en dag. Når jeg altså finder det der sy-mojo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar