Det er sommer og det er varmt. Mit strikkemojo er for nedadgående. Det gør ikke noget, jeg ved det kommer igen. Lige nu går det bare ikke så stærkt.
Jeg har gang i flere ting. De fleste holder pause. Eller måske ferie.
Jeg er hoppet på et lille mysterium. Det er længe siden jeg hoppede på. Dengang det ikke var så varmt. Dengang inden ferien begyndte. Dengang det stadig regnede.
Det er fint lille projekt. Et lille sjal fordelt over syv omgange. Med så mange opdelinger er det begrænset hvor meget strik hver uge byder på.
Garnet er et fint og sjovt spundet, lækkert meleret og en lille smule skinnende merino jeg engang fik fra Henriette. Der stod sjal på det allerede da jeg fik det. Jeg har bare været længe om at finde det rigtige projekt.
Nu er jeg i gang og jeg er overhovedet ikke sikker på, om jeg har garn nok. Så vidt jeg kan måle og veje og regne er der faktisk ikke den beskrevne mængde. På den anden side er sjalet allerede så stort - selvom der stadig mangler tre dele - at skulle det knibe finder jeg nok en løsning.
Det er forresten et sjovt garn. Blødt og lækkert, men også hårdt og en smule ufleksibelt og samtidig villigt til nærmest hvad som helst. Meget mærkeligt, men vist mest godt. Jeg er spændt på hvordan det ender.
Forresten er jeg ret vild med blandkanten, der på forhånd bryder med de langt mere almindelige retkanter, sjaler som regel er udstyrede med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar