Fødselsdag på stranden

Vejret var med os, da vi i går satte næsen mod Charlottenlund.

Min mor havde valgt destinationen og bortset fra duften af halvrådden tang i vandet og vandkanten var stedet perfekt. Vi kunne bredde vores tæpper ud i skyggen under et par store træer på græsset ovenfor Charlottenlund Søbad. Vi slap for alt for meget sand, mens vi stadig havde udsigten over Øresund og kigget til de tre gamle fort ude i vandet.

Bag os havde vi strandvejen, det gamle akvarium og en masse glade mennesker. På Søbadets pontonbroer lå folk i lag i solen og fra stranden lød glade råb og grinen fra badende og børn der legede.

Vi havde kage og brød, ost og pølse, sodavand, kaffe og trangiaen til at koge vand. Men vi havde ingen ild. Jeg havde ikke tænkt på lighter da jeg pakkede, sådan noget står Anders for. Men siden han holdt op med at ryge er det ikke længere en fast bestanddel i hans lommer.

Jeg fik heldigvis lov at låne en æske tændstikker i caféen på modsatte side af strandvejen. Jeg lovede at aflevere igen, og da vi timer senere pakkede sammen og tog hjem, var der glæde at spore, da den blev afleveret. Jeg er ikke overbevist om, at de havde forventet at se deres tændstikker igen.

Zacharias havde Babapappa med i bogform og Cars på blusen. Alt det lige nu allerbedste. Og en pink hat som yndlingsmostren skulle se. Det er nu nemt at kalde mig, han har ikke andre mostre, men jeg følte mig svært yndlings i går. Bevæbnet med farmands mobil tog han både billeder og filmede os alle sammen. Jeg er ret sikker på, at mange af billederne indeholder dele af mig.

Ungerne hoppede i bølgen blå. Jeg hoppede med. Det var lækkert og skønt og slet ikke koldt. Eneste minus var, som Emilie sagde, at der lugtede af prut. Senere hoppede også min mor i, og til sidst Anders. Han legede længe med tøserne i vandet.

Det var også Anders der satte sig og byggede et sandslot sammen med Zacharias. Jeg havde forsøgt at sno mig udenom og da Zacharias insistrede på at sandslotte skulle bygges af det fine tøre sand, var det ikke let. Men så overtog Anders, og byggede helt efter Zacharias’ anvisninger, Et stort slot med en vej man kunne køre op ad, en tunel og et fladt stykke på toppen.

Zacharias synes det var et flot slot, hvorpå han hældte et håndfuld af det fine tørre sand på. Anders forklarede at de godt kunne pynte det færdige slot med det tørre sand, men for at kunne holde sammen på det, var det nødvendigt at bygge af det våde sand. Det var der delte meninger om. Zacharias kiggede temmelig forurettet på ham og sagde: Du er dum!

Det mente Anders ikke rigtigt at kunne modbevise, men heldigvis gik der ikke længe før han godt kunne bruges igen.

Da pigerne slog til og begyndte at bygge med, gik der sport i det med vådt sand. Alle de tomme vandflasker var fantastiske til at hente vand i og hælde ud i sandet. Så fantastiske at Zacharias, der ellers slet ikke kan lide at bade og kun nødtvunget sopper lidt i vandkanten, pludselig var så våd at det ikke kunne betale sig andet end tage alt tøjet af, og dernæst pludselig var med storbror et godt stykke ude i vandet. Så fantastisk at det stadig var sjovt, da han kom på land igen.

Ren hygge i flere timer på tæpper med dejlige mennesker. Med snak og sjov og smil. Leg og udfordringer for både motorik og hjernen. Spillet jeg har kigget længe på, og endte med at købe engang i sidste uge, viste sig som et hit. Emilie er en haj til det, og har allerede været alle prøverne igennem, mens både Anders og jeg har brug for en del længere tid til at regne os gennem udfordringerne.

Både mormor og Emilie fik gaver de blev glade for og da vi endelig efter mange timer pakkede sammen, var vi alle en smule matte i betrækket. Der var stille i toget hjem og helt hjemme droppede vi alle planer om hjemmelavede tilberedninger, bestilte udefra og gik nærmest direkte i brædderne efterfølgende.

Emilie var glad, og synes det havde været en rigtig, rigtig dejlig dag.