søndag den 21. juli 2013

Kronborg


Kronborg - juli 2013


Det var Anders der foreslog Helsingør. Han foreslog også Fælleden, men jeg ville gerne føle vi var væk, og at vi oplevede noget helt nyt, og til den plan virkede Helsingør svært tillokkende.

Det er mange år siden jeg sidst har været i Helsingør. Det føles næsten som en dagsrejse at skulle skifte mellem flere forskellige tog for at nå frem, selvom rejsetiden reelt ikke er meget mere end en time. Fælleden derimod ligger nærmest rundt om hjørnet - også selvom det er længe siden turen er gået den vej.

Fremme kunne jeg konstatere, at jeg aldrig har været på Kronborg. (Hvis mine forældre skulle mene noget andet, så kan jeg i hvert fald ikke huske at have været der...) Anders kiggede nærmest skrækslagen på mig, og så var ruten hurtigt sat.

Vi startede dog med en tur gennem det turistfyldte Helsingør. Mest i en søgen efter mad. Frokosttiden var nær og vi var sultne. I en gade væk fra det værste hovedstrøg lykkedes det os at finde god mad, god plads og dejlig ro og kølighed til spisningen.


Kronborg - juli 2013

Kronborg - juli 2013


Derfra gik vi op til borgen. Kronborg er et ret fantastisk slot og selvom det bærer præg af at været gennem mange omskiftelige perioder med både brand, ombygning, opbygning, besættelse, kasserneinternering og siden en restaurering er det imponerende at opleve.

Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne med Versaillles, som jeg så for mange år siden. Mens Versailles står i fordums fulde pragt, var det ikke svært at se lighederne i byggestilen og formgivningen af sale, galleri og gemakker. Her må have været storslået.

Restaureringen foregår stadig, og selvom jeg bestemt synes det er en god ide at udskifte tage, der ikke længere kan, kunne jeg ikke lade være med at ærgre mig lidt over ikke at få lov at se smukke irrede grønne tage over det hele. Det kommer igen. Det ved jeg godt. Men alligevel....


Kronborg - juli 2013


Historisk er Kronborg så fyldt med historier, at jeg slet ikke er sikker på at vi blev færdig. Borgen i krogen, der har været indsejlingen, toldkammeret og udsigten mod fjenden på den anden side af sundet gennem århundrede er så fyldt med spændende fortællinger, at en enkelt dag slet ikke kan dække.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det har været en smukt sted at bo - sikkert også et ildelugtende, koldt og klamt sted at bo. Den fantastiske udsigt og så den usikre viden om, at lige på den anden side af vandet lå fjenden på lur. Taget på borgen i Helsingborg kan tydeligt ses fra Kronborg og må have udgjort en altomgribende fare i de århundrede krige lurede lige under overfladen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar