Det er vildt så meget der kan være på en cykel

Emilie har længe fablet om en lænestol og IKEA. Længe inden ferien begyndte besluttede hun at vi skulle en tur forbi det store varehus. Men først efter hendes fødselsdag. Der skulle jo gerne være noget på kistebunden at give ud af.

Mere end een gang har hun været gennem mulighederne via hjemmesiden og flere stole har været overvejet. forkastet, planlagt og sat på en venteliste. I sidste ende havde hun fundet en mulighed, hun mente ville være overkommelig indenfor hendes budget.

I dag skulle det være. I dag pakkede vi os sammen og kørte mod Taastrup. På cykel. Jeg insisterede på at vi skulle køre hele vejen derud, for jeg kunne godt regne ud, at vi muligvis skulle have noget hjælp til hjemtransporten.

Så vi cyklede. Midt i den værste middagshede. For det er jo feire og Emilie skulle lige vågne først. At vi cyklede gav også mulighed for et enkelt indlagt stop undervejs. Jeg havde et ærinde i det nærmeste byggemarked, og det ville jo være dumt ikke at stoppe, når vi alligevel kørte forbi.

Vel fremme gik vi mod afdelingen med lænestole. Vi rundede også lige sofaerne, men de ligger en smule udenfor Emilies kontantbeholdning. Mellem lænestolene kunne hun ikke finde den hun havde udset. I hvert fald ikke til den pris der højt og tydeligt stod, da hun tidligere havde fundet den.

Det viste sig at den pris Emilie havde fundet ikke var til stolen, men til stolens betræk. Det er let at lade sig narre, jeg synes faktisk ikke det fremstod særlig tydeligt.

Pludselig var mulighederne ikke helt så mange som hun havde forventet. Vi kiggede, prøvede, noterede reolnumre til varelageret og gik en tur over gaden til Jysk, som måske kunne tænkes at ligge inde med noget brugbart.

Det gjorde de ikke. Men de havde noget ret lækkert stof til næsten ingen penge.... host...

Tilbage i IKEA slog vi et smut om sovesofaerne. For i virkeligheden vil Emilie helt vildt gerne have en sovesofa og et værelse der i dagtimerne kan være mere stue end værelse. Det kan jeg ikke fortænke hende i. Problemet er bare, at den variant Emilie gerne vil have kostede mere end tre gange så meget som hun reelt havde at gøre godt med.

Hun endte med at vælge en stol. En grå Tullsta. Dernæst står opsparing på menuen. Ikke en diciplin der hører til blandt Emilies stærkeste sider. Det kan faktisk blive spændende om hun nogen sinde får sparet sammen.

Næste punkt var at finde ud af hvordan sådan et monstrum bugseres hjem på en cykel. Vi startede med at skippe den kæmpe papkasse dyret var pakket ind i. Dernæst var jeg tilbage hos Jysk efter elastikker til at spænde fast med. Jeg havde nemlig hjemmefra været smart nok til at tage elastikker med, men langt fra nok!

Inden vi begyndte at spænde fast havde jeg en tanke om, at det nok ville være bedst hvis ryglænet på stolen endte midt i cyklen. Af en eller anden grund vendte jeg den omvendt da vi forsøgte at sætte den fast.

Efter at have kæmpet lidt frem og tilbage med både stol og elastikker endte vi med at vende stolen om. Denne gang gik det stærkt, for nu havde vi styr på hvordan elastikkerne bedst kunne spændes om både stolen og cyklen og samtidig skabe balance.

Faktisk så godt styr, at jeg endte med at kunne trække cyklen helt uden at holde fast i stolen. Det var kun svært da vi skulle ud og ind af S-toget og da vi skulle forcere de tre-fire cykelbomme vi mødte på vejen hjem.

Det var faktisk så nemt at styre cykel og stol (Emilie fik hynde og ben på sin cykel. Og de to flasker æblemost der sammen med to meget kolde falsker vand var eneste andet køb.) at det viste sig slet ikke at være noget problem at stoppe ved nærmeste supermarked, da vi stod af toget og hælde ting i tasken, der potientielt kunne blive til aftensmad.

Hvis nogen altså laver det. Jeg tror jeg har større behov for at smække benene op og lave ingenting den næste time eller to. Måske endda falde en lille smule i søvn...