En fantastisk samtale

I formiddags tog vi til Høje Taastrup. To søstre skulle til farmor og farfar.

Emilie og hendes lillesøster.

Det er efterhånden længe siden de har set hinanden og gensynet var glædeligt. De vinkede glade farvel, da toget satte af og var hurtigt uden for rækkevidde af vinkende hænder.

Tilbage stod mødrene.

Vi har sjældent haft det store at tale om. Hun var den der overtog, da jeg sagde fra. Jeg har aldrig været i tvivl om, at hun har betydet stort for mine børn, når de var hos deres far. Jeg har aldrig været i tvivl om, at hun har stået for hele ansvaret, når de var der, og at hun har været det faste holdepunkt. Og mens jeg heller aldrig har været i tvivl om, at hun ikke har tænkt stort om mig, havde jeg det langt hen ad vejen på samme måde i omvendt retning.

Så gik de fra hinanden. Jeg så lyset i hendes øjne komme til live. Med mellemrum mødtes vi på stationen og vinkede farvel til rejsende børn. Oftere og oftere rejste mine børn selv. Til sidst kun det yngste barn. Jeg var som regel stadig på arbejde, når turen begyndte og som de blev større, var der ikke det sammen behov for at blive fulgt.

Med mindre jeg havde fri og var hjemme.

Jeg har både fri og er hjemme i dag, så selvfølgelig fulgte jeg til stationen. Igen mødtes vi på stationen, og selvom hun ikke sagde det, kunne jeg mærke en forskel i hendes holdning til skilsmisse og delebørn. Til ekser og til hele det cirkus der drejer rundt, når samværet ikke fungerer.

Der stod vi, og pludselig fik vi sagt nogen af de ting højt, som vi ikke tidligere har kunne sige. Hun er midt i det jeg har været igennem. Hun ser pludselig den anden side af historien. For mens hun troede på det, da de var sammen. Troede på at han ville det godt og ville børnene, både deres og de tidligere, ser hun nu pludselig en helt anden side.

Vi havde en god snak. Jeg blev forvisset i at mine børn har haft glæde af hende. Jeg blev bestyrket i de teorier jeg har haft og jeg håber at hun også fik noget med hun kunne bruge.

For der er ingen tvivl om at det er svært. Der er ingen tvivl om, at mine børn har haft det langt lettere end hendes nu har. Mine børn havde trods alt hende til at være der for dem. Det gode har hendes desværre ikke.