Emilies taske vokser stille og roligt.
Langsomt men støt.
Jeg kunne sagtens køre på. Folde led efter led. sætte ring efter ring på hinanden og sy sammen med en vækst til følge, der ville gøre enhver bådebygger misundelig.
For den ligner lidt en båd. Med de runde sider og den svungne bund, jeg slet ikke havde set komme. Men som jeg med bagklogskabens befriende lys burde have vidst.
Det er noget af det jeg synes er spændende ved nye opbygninger. Jeg er aldrig helt sikker på det færdige resultat. Ofte er der detaljer der overrasker. Heldigvis oftest positivt.
Den kunne også blive til en skål. Et par omgange mere i samme størrelse som den sidste og den ville være perfekt til garn eller noget andet, der gerne skal præsenteres pænt.
Men den skal ikke være en skål. Den skal være en taske. En taske, der nu er nået halvvejs. Anden del bliver omvendt. Anden del skal samle den igen. Den skal være sådan en taske, hvor alle de små ting forsvinder på bunden og alle de store har god plads midtvejs.
Måske skulle jeg overveje en hel masse lommer.
Bare fordi forsvundne småting på bunden godt kan gå hen og bliver lidt irriterende.
Mine hænder og håndled kan ikke mere end en ring om dagen. Folder jeg mere kan jeg mærke det som begyndende irritation. Irritation der ikke vil noget godt.
Så hellere en langsomt voksende taske.
Som pynter fint undervejs og allerede har givet stof til fantasien om andre projekter...
Den bliver smuk, glæder mig til at se mere ;0)
SvarSletViolykke, Emilie glæder sig også til den er færdig :)
SletHvor bliver den fin, er sikker på at Emilie bliver glad, og med hensyn til dine fingre, så er det jo også bedre, at du tager dig tid, så du ikke får smerter resten af dine dage. Det ville jo være super ærgerligt, når nu du er så god til det.
SvarSletDet ville være superærgerligt Helena, så du kan tro jeg passer på :)
Slet