Hvorfor stå op, når der ikke er noget at nå?

Gennem de sidste uger har tiden for at stå op flyttet sig. Uret ringer stadig troligt halv syv hver morgen, men oftere og oftere vender jeg mig rundt, slår snoozefunktionen til og venter en halv eller endda en hel time, før jeg ser verden an.

Jeg vil helst op før Emilie. Jeg elsker min tid alene, og når hun ingen steder skal, bliver tiden for mig selv noget indskrænket. Jeg har stadig morgernerne. Også selvom det bare er en halv time.

Når klokken runder otte vækker jeg hende. Nok skal hun ikke i skole, men hun skal op. Hun er enig. Men det behøver ikke være klokken syv. Så vi venter til otte. Weekenderne derimod - er hendes egne. Der vækker jeg hende ikke.

Da jeg står op i dag er verden grå. Regnen vælter ned med insisterende dryppelyde på de skrå vinduer. Dmi mener ikke det holder hele dagen. Jeg håber lidt. Jeg kan godt lide regn, jeg vil bare helst ikke ud i det.

Jeg har fri i dag. Bruger af mine overarbejdstimer. De skal afspadseres, og jeg er så dårlig til at få det gjort. Synes sjældent jeg har brug for at holde fri.

Med det lave børnetal vi har for øjeblikket, er der gode muligheder for fridage. Mine kolleger har været bedre til at udnytte end jeg. Det er helt i orden, for jeg har ikke ville, selvom jeg blev spurgt.

Men i dag har jeg fri. I dag har jeg en plan. I dag skal jeg hjælpe Henriette. Nogen har sunget om et kælderrum, selvom det vist skulle være hemmeligt. Jeg gider godt hjælpe, men jeg håber lidt at regnen holder op, inden jernhesten og jeg skal mod Brønshøj.