På andendagen

Om det er eftervirkninger af flere dages ferie eller manglen på børn i løbet af arbejdstimerne, er jeg ikke helt klar over. Jeg kan mærke, jeg er træt, når jeg træder over dørtræsklen hjemme.

Igen i dag har vi ikke været specielt besøgt. Der var flere end i går, og det var dejligt. Men mange kan antallet ikke kaldes. Jeg har ryddet lidt op, og gjort lidt rent. Men ikke for meget - der skulle også gerne være noget til i morgen. Og fredag. Og måske næste uge.

Der er regler når samarbejdspartnere er udsat for lockout. Vi må ikke tage konfliktramt arbejde. Derfor holder vi lige nu langt mere strikst fast i åbningstider og i går måtte Klubben ringe hjem til forældre, der lod børn, der slet ikke går i Klubben komme omkring alligevel.

Mens vi har været inde, har lærerne i Rødovre været ude. Med kridt har de over gader og stræder omkring skolerne skrevet hilsner til deres tjenestemandsansatte kolleger, til deres elever og til resten af os, der endnu er på arbejde.

Tekster om savn og ønsker om at undervise fyldte cykelstierne, da jeg kørte hjem. Opremsninger af alle klassernes elever med gode ønsker og håb om snart at ses stod række på række på astfalten.

Det er ikke en stor demonstration. Men den er dybtfølt og, synes jeg, en skøn og rigtig god ide, der gør præcis så meget væsen af sig, at den bliver set.