fredag den 19. april 2013

Som vinden blæser


Så var det jeg tænkte, at det ville være en rigtig god ide at gå udenfor og fotografere de sammensyede kaleidoskoper og det resterende stykke stof.

Jeg havde ikke lige tænkt på hvor meget det blæser udenfor, med det resultat at jeg de sidste tyve minutter har kæmpet en veritabel kamp med vinden om hvem der bestemmer.

Jeg er ikke helt sikker på, hvem der gik af med sejren.


Udgangspunktet


Da jeg købte stoffet til kaleidoskoperne, overvejede jeg ikke, at der også er en rapportgentagelse på tværs af stoffet. Det betyder, at jeg kun behøvede bruge halvdelen af det indkøbte, og at jeg nu kan vise både før- og efterbilleder.

Jeg brugte cirka en meter og tyve centimeter stof. Bortset fra en bræmme på cirka tyve centimeter, lykkedes det at klippe seks enslydende rapporter, der blev lagt over hinanden.

Jeg var ikke hundrede procent præcis, og mine evner med rulleskærer og linial er heller ikke de mest gennemprøvede. Men hellere sjov end total perfektion.


Værktøj


Jeg brugte et skæreunderlag, min gamle rulleskærer, min onkels aflagte afsindig gamle (vistnok fra fordums tiders uddannelse... for et halvt århundrede siden) tegnelinial og en patchworktrekant, jeg købte engang sidste år, og som jeg endnu ikke har haft grund til at afprøve.

Trekanten kan anbefales. Den var voldsom dyr, men jeg tror det var et godt køb. Specielt hvis jeg bruger den.

Jeg skar de seks stakkede rapporter i strimler på otte en halv centimeters bredde og brugte trekanten til at få den rette vinkel på den videre udskæring.


Kaleidoscope - den lyse udgave


Kaleidoscope - den mørke udgave


Den lidt over en meter stof gav mig toogtredive stakke med trekanter, som jeg syede sammen efter beskrivelsen jeg skrev i går. Jeg syede med en trykfods sømrum.

De toogtredive kaleidoskpoer satte jeg sammen til to stykker stof med seksten kaleidoskoper i hver. Planen er at bruge stofferne til ydersiden af et par tasker.

De færdige stofstykker måler cirka halvtreds gange femogfyrre centimeter. Det er lidt kortere og lidt bredere end jeg havde ønsket, men det gør ikke noget. Til gengæld giver det måske et billede af, hvor meget stof, der går til den her teknik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar