Jeg er sådan en, der snildt kan sidde oppe hele natten. Allerhelst i eget selskab. Dengang jeg ikke havde underboere, eller andre der blev udsat for larmen, syede min symaskine allermest om natten.
Når alle andre sov.
Når tiden var min egen.
De sidste dage har energiforladtheden betydet at jeg som oftest har ligget under dynerne længe inden Anders har fundet vej. Det er langt tidligere end jeg egentlig synes om. Men jeg har haft brug.
I går kom energien tilbage. Og med den ønsket om at blive færdig med de grønne rib- og retstriber, som var lige på kanten til noget der kan tages på.
Da jeg nåede til den endelige haskant, var jeg slet ikke træt. Havde glemt tiden. Siddet alene med varm the på kanden, historie i ørerne og garn i hænderne. Pludselig var det sent. Senere end jeg troede.
Så jeg pakkede mig sammen og gik i seng.
Stod op i morges og sagde farvel til Emilie.
Troede jeg lige kunne ligge en halv time eller tre kvarter.
Og vågnede efter to timer.
Der er stadig tid til halskanten. Så nu får den en tur. Sammen med den varme the på kanden og tanker om hvor rebelsk jeg skal være i forhold til de givne oplysninger i opskriften.
Måske skal der laves lidt om. Måske kommer den til at virke, som det ser ud nu. Jeg har god tid og laver gerne om, hvis det skal til.
Senere venter endnu en arbejdsdag. En arbejdsdag der måske ikke byder på mange besøgende hen over dagtimerne. Men som allerede nu har fem drengebørn og en Emilie på listen til aftenåbent, fri leg og pitabrød, når vi bliver sultne.
Og selvom det er gråt udenfor, regnen vælter ned og alting synes noget kedeligt, tegner torsdag til at blive en dejlig dag.
Jeg er osse ret så vild med nattetimerne i eget selskab, det er bare ikke så tit at energien er til det, men ofte får jeg mine nattetimer om fredagen. :-)
SvarSletCatarina, der er noget helt specielt ved at være den eneste oppe, og have det hele for sig selv :)
Slet