Et vissent blad

Dengang der stod efterår på kalenderen, og bladene begyndte at falde af træerne, blev Sille færdig med det første broderi af en række.

Hun havde aldrig broderet før, og var ikke helt sikker på, om hun kunne finde ud af det. Det mente jeg nok hun kunne. Og selvfølgelig kunne hun det.

Med programmet, der omdanner billeder til korssting, som Mette B for efterhånden længe siden linkede til, hjalp jeg med at omdanne Silles billeder af kattene til broderier. Resten klarede hun selv.

Da det første billede var færdigt og syet sammen til en pude, kunne jeg mærke et træk efter selv at lave noget. Vel vidende, at det er et projekt jeg vil tage frem og lægge væk, og i sidste ende sikkert være flere år om, gik jeg på jagt efter et motiv.

Med tanke på Kaffe Fassets mange grøntsagsmotiver og kålhovedet, der står i min sofa, ville jeg have noget der kunne passe til.

Med efteråret og de faldende blade, lå motivet nærmest lige for.

Jeg tog mange billeder af blade. Smukke røde ildfulde faldende blade.

Da jeg endelig tog en beslutning om hvilket, der gjorde sig bedst, tog det næsten endnu længere tid at finde de rigtige farver. Hurtigt gik jeg i gang, og næsten lige så hurtigt blev det pakket væk igen.

Ind imellem har det været taget frem og i de perieoder, jeg har følt mig mest frisk de sidste dage, har det haft endnu en glansperiode.

Der er stadig lang vej. Jeg nyder at det tager tid. At se det vokse frem. Og allerede nu gad jeg godt endnu et par varianter. Jeg forestiller mig et grønt blad på lilla baggrund og et lilla blad på brun baggrund.

At det pludselig lyder som barndommens Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla er helt utilsigtet. Det er de farver, der er mest fremherskende i min lille stue, og jeg er sikker på, det kunne blive fint.

Hvis det så også ender med tanker på tanterne er det helt i orden. Jeg har nydt dem som barn. Mine børn har hørt dem igen og igen. Jeg har læst højt til stemmen blev ru, og jeg tror endnu Emilie har et eksemplar stående på hylden inde på teenageværelset.