Når kanten er nået

Jeg har strikket mange, mange retmasker, inden jeg endelig kunne skifte farve, skifte maskegreb og begynde på begyndelsen af enden.

Der er efterhånden mange, mange masker rundt i bunden af det, der skal blive til en poncho til Emilie. Det tager mange minutter at komme hele vejen rundt.

Jeg har været træt af den. Den har kedet mig på det grusomste. Men den har også været nem at gribe fat i, når der var brug for strik uden de store hjernevindinger.

Med starten af kanten, synes jeg den bliver langt mere spændende at strikke på. Og om fire-fem centimeter mere kan jeg lukke af og koncentrere mig om en rullekrave og en masse endehæftninger.

Om aflukningen kommer til at tage kort eller lang tid er endnu ikke helt besluttet. Emilie vil nemlig gerne have strikkede frynser hele vejen rundt. Eller det ville hun, men så blev hun i tvivl.

Jeg strikker gerne frynser, hvis det er det, hun vil have. Også selvom det skal tage mig flere dage at blive færdig. Beslutningen behøver hun ikke tage, før i sidste øjeblik.

Jeg forestiller mig at lave en prøve. Strikke de første fem frynser og lukke et stykke af til sammenligning. Jeg tænker det gør det nemmere at bestemme sig.