Mens vi venter på stormen

I dag er det gråt. Og koldt. Tunge skyer hænger under himlen. Med mellemrum finder solen vej gennem huller. Minder os om at nok er det koldt. Nok er en snestorm på vej. Men det er marts og foråret venter lige om hjørnet.

Mens mine muskelsmerter i løbet af weekenden er aftaget en del, har Emilie været tiltagende syg. I sidste uge var hun noget utilfreds med at det kun var os andre der var syge. Hun ville også. Ville have fri og kunne være hjemme.

Det er hun så nu. Det er vist knap så sjovt, som tanken. Hun er heldigvis ikke nær så hårdt ramt som vi andre var. Formentlig er hun klar til hverdagen igen i morgen. Men lige nu er hun løbet tør for Kleenex.

Jeg pakker mig ind. Begiver mig ud. Henter snotklude, halstabletter og varmt at drikke.

Vinden er kold derude. Ikke mange mennesker er på gaden. Der plejer at være flere på det her tidspunkt. Der virkler gråt og øde i betonforstadsidyllen. Et par visne blade fra buskene ved rundkørslen, der ellers har holdt godt fast i bladhænget, blæser stille over vejen.

Mine fingre føles stivfrosne, da jeg et øjeblik tager vanterne af og forsøger at forevige gråtonerne. jeg holder ud. Finder endnu et motiv, inden jeg igen stopper hænderne ind i varmen.

Der er langt mellem motiverne på en grå og trist dag.

I Fakta er der underligt stille. Ufattelig få kunder har trodset kulden. Et lille barn i en klapvogn sidder godt pakket ind. Smiler. Mens de ansatte har god tid til at sætte varer på plads.

Jeg går hjem igen. Møder en far med lille dreng på cykel. Han er ved at lære det. Kører på fortorvet og klarer retlinetheden rigtig godt. En anden lille dreng trækker det sjoveste løbehjul jeg længe har set. Vinden er for stærk. Han bliver blæst den forkerte vej, hvis han stiller sig op. Han har forstået, og trækker videre.

Ved krydset er jeg nær blæst tilbage igen. Næsten hjemme møder jeg den altid smilende underbo. Vi siger hej, og fortsætter hver vores vej.

Helt hjemme kaster Emilie sig over halstabletterne, og mens jeg har skrevet, har solen igen fundet vej gennem skyerne. Kaster et mildt lys over alting. For en stund er blæsten og kulden forsvundet. De ses ikke indefra, gennem vinduet.

I et kort øjeblik kan jeg forestille mig, at foråret er ved at tage over. At vinden vender og der lige om lidt er plads til varme timer på altanen.