I ly af kulden, men kærtegnet af solen

Vores lejlighed helt oppe under taget, med skrå vægge og en upålidelig isolering, holder sjældent samme temperatur.

Står solen lige på, er her som et drivhus. Er det koldt og blæsende er det helt sikkert også koldt indendøre. Og er vi mange, stiger temperaturen stille og roligt, mens enegang kan kalde på sokker og varme tæpper.

I morges vågnede jeg tidligt. Solen stod allerede højt og varmende. Temperaturen i stuen gav glæde til bare tæer, der stille listede rundt. Der ligger stadig sne udenfor, men det føltes ikke som vinter.

Den tidlige morgen gav tid helt alene, inden resten af husets beboere en for en dukkede op. Jeg nyder morgenerne for mig selv, og kan hurtigt tage mig i at tænke, at de godt kunne have sovet lidt længere...

Dagen er gået langsomt. Jeg har været i centret, jeg har vasket, jeg har strikket, sat krydser og luftet de sorte tuscher til stregtegninger. Jeg har fyldt og tømt opvaskemaskinen, elimineret strygebunken, der ligesom den magisk altid fyldte vasketøjskurv også hurtigt vokser til uoverskuelige mængder. Emilies poncho fylder stuegulvet og ærmerne til den grønne sag, der har ligget stille, mens ponchoen blev allermest motioneret, er fundet frem igen.

Nu er jeg klar til en time eller to i sofaen. Til driverliv og så lidt som overhovedet muligt. Et kort øjeblik overvejede jeg muligheden for en tur til Roskilde og Stof & Stil. Siden Emilies regnfrakke blev færdig, har en anden ide presset på. En ide, der kræver indkøb af materialer, jeg ikke har.

Men Stof & Stil har lukket om søndagen. Og tanken om at smække benene op er yderst tiltrækkende. I stedet tænker jeg mandag formiddag snildt kunne bruges til en togtur og indkøb af flere meter uldenhed.

Den tanke virker også svært tiltrækkende.