Fredag, marts og gryende forårstegn

Så blev det fredag igen. Med fredag følger foråret. Solen skinner og jeg kan høre fuglesang. Vinteren er ved at være slået, og selvom jeg har nydt både kulde og regn og sne og slud, er foråret mere end velkomment.

Ugen er næsten gået hurtigere end jeg kan følge med. Det føles som var det i går, Caféen genlød af glade stemmer fra alle de besøgende femteklasseselever. Det var i mandags, og på mandag kommer de igen.

Men først er det fredag og dernæst weekend.

Med den fart tiden har på, skal fredag nok svinde mellem fingrene. Også selvom weekenden i realiteten først slår til, når klokken nærmer sig midnat.

Fredag er fest, en fest jeg både gruer for og glæder mig til. Sådan har jeg det hver gang. Hver gang tænker jeg, hvor ville jeg hellere tage hjem, smække benene op og holde weekend. Og  hver eneste gang jeg står der, glæder jeg mig over timerne i selskab med skønne mennesker, jeg stort kun ser, når vi holder fest. Eller planlægger samme.

I dag er der et ekstra gruende element med. Sidste gang var der foruroligende få deltagere. Det nedsætter værdien. Både for børn og voksne. Det er ikke nær så sjovt at være festdeltager, når der er for meget frirum. Det er ikke nær så sjovt at være på arbejde, når spildtiden føles nær.

Så vi håber. Krydser fingre. Har sat plakater op. Udviddet deltagerantallet og ved ingenting. Håber bare. At indsatsen bærer frugt. At vi ikke skal stå og kigge hinanden dybt i øjnene, mens vi overvejer om det er besværgret værd.

Sådan er det nogen år. Nogle årgange er ikke nær så festabeagtige som andre. I år skraber vi bunden. I år har årgangen andre interesser. Allerede næste års årgang er tydeligt af en anden støbning. Men det er først næste år. Og selvom tiden flyver af sted, kan der godt være lang tid til næste år.

Fredag bliver en lang dag.

Men den skal også nok blive sjov.

For uanset, skal jeg være sammen med en ualmindelig skæg samling mennesker.

Sådan nogen, der får mig til at grine.

Højt og helt ned i maven.