Det var ikke med i planen

Ugen er fløjet af sted og pludselig er det fredag igen.

I går mente Anders sig ikke længere syg, i dag blev han hjemme igen.

I morges stod jeg op med en hals, der føltes som groft sandpapir og med en følelse af, ikke at kunne synke.

En kande lakridsthe og masser af honning senere havde jeg det fint. Den diffuse følelse af hovedpine var ikke et anstrøg af sygdom og de tre timer arbejdsdagen indebar ikke noget problem.

Mente jeg.

Og tog af sted.

Fremme var Henrik i fuld gang med billard mod samtlige af drengene. Jeg hoppede på dagens opgave og fyldte fryseren med muligheder for sultstillende til de altid sultne teenagere.

Der gik ikke lang tid, før jeg kunne se det samme blege blik i Henriks øjne, som jeg følte i mine egne, og en sammenligning fremviste uhyggelig samstemmende symptomer.

En halv time før lukketid gav jeg op. Følelsen af feber der kom og gik blev for meget. Lotte mente snildt at kunne lukke og smide de sidste fem drenge ud, når det blev tid.

Hjemme er Anders frisk igen og jeg er nået til punktet hvor næsen er så stoppet at jeg ikke kan trække vejret uden at ligne en torsk, der snapper efter luft.

Emilie synes godt vi kunne dele lidt med hende. Det er nemlig aldrig hende, der er syg. Siger hun. Jeg mener at kunne huske noget andet...

Jeg har indtaget sofaen. Og kanden med the, der forresten snart er tom. Igen. Ind imellem strikker jeg lidt på Emilies poncho, der igen begynder at ligne noget, og som med mit manglende overblik er perfekt strik.

Ret og ret og ret og nogen udtag med jævne mellemrum. Det kan jeg lige klare.

Jeg gider ikke være syg.

Men der er vist ikke andet at gøre end acceptere. Og komme videre...