Pludselig er det fredag igen. Og næsten weekend. Måske det er gået så hurtigt, fordi min uge reelt først startede onsdag.
Fredag er få timer og glade børn. Fredag er væk inden, jeg får set mig om, og en weekend uden planer ligger lige for. Den tager jeg gerne med. Glæder mig til dage uden forhåndslagt indhold.
Det eneste skår i glæden er muskelspændinger i højre side af nakke og skulder. Det er min egen skyld. Jeg troede jeg var smart. Og glemte et øjeblik hovedet. Så er det godt med et par dage, uden alt for meget renden rundt.
Jeg skød genvej i går. På cykel over jomfruelig sne. Jeg kørte langs Volden. Skulle i Metro på vej til arbejde. Noget af det vigtigste manglede. Det duer ikke med altid sultne teenagebørn.
Ved Espelunden kørte jeg over Korsdalsvej. Gad ikke den mere retvinklede hen om rundkørslen, men tænkte jeg kunne skrå igennem det lille grønne område mod Avartas baner. Jeg vidste godt at stien gennem buskadset ofte er noget smattet og mudret. Jeg vidste godt at der havde været et par dage inden snefaldet, hvor gruset meget vel kunne være blevet kørt op i savtakkede baner. Det kunne bare ikke ses under det pæne hvide snedække.
Jeg vidste det godt, og tænke også tanker om forsigtig kørsel. Men jeg har kørt der mange gange før, så hvad skulle der ske?
Halvvejs mod Voldens astfalterede sti skred jeg ud. Jeg nåede at tænke, at jeg skulle rette op, og trække resten af vejen. Jeg nåede det bare ikke. I stedet nåede jeg at tænke, at okey så måtte jeg hellere falde, og valgte at bruge åndsnærværelsen på at tage af.
Trods aftag, nåede jeg alligevel at banke ventre kindben ned i sneen. Nok så sneen blød og indbydende ud, men der er frosset og hårdt nedenunder, kan jeg fortælle.
Jeg samlede indholdet af min cykelkurv op. Det havde bredt sig pænt over sneen, trak mod den mindre forræderiske og ryddede cykelsti og fortsatte mod målet. Vel vidende at det var min egen skyld.
Jeg overvejede længe hvor hårdt et slag der skal til, for at give synlige mén. Senere kunne jeg konstatere, at slaget skal være meget hårdere, før det kan ses. Og så var det jeg kunne mærke eftervirkningerne i skulderens og nakkens muskler.
Jeg går ud fra der er en morale et sted. Og gider så ellers ikke have ondt af mig selv. Jeg vil faktisk hellere grine.
Jeg kunne jo bare have tænkt mig lidt mere om...
uha !slet ikke sjovt, men godt du ikke kom værre til skade. God bedring med nakken og skulderen Pernille
SvarSletSelv de forsigtigste kan risikere at falde ! for ikke så længe siden skred jorden også under mig, jeg var på gåben,landede på knæ, men nåede heldigvis at tage fra med begge hænder, og slap med en forskrækkelse. Jeg har ikke været på den usaltede sti siden og er blevet lidt mere forsigtig siden.
Tak Evi, mon ikke det fortager sig i løbet af et par dage.
SletDet kan være temmelig forræderisk, sådan en omgang sne og is og frost. Min mor købte for år tilbage pigge til at sætte på skoene. Dem er hun rigtig glad for, og de giver hende en følelse af sikkerhed, når hun begiver sig ud, der også virker fremmende for fornøjelsen af ture ude i vinterhalvåret :)
pyh,det var en forskrækkelse, men heldigvis gik det ikke sååå galt. Ja, tit er det på steder og ting man foretager sig ofte, at man bliver letsindig.
SvarSletRolig fredag til dig og god bedring.
Nola,letsindig er vist den helt rigtige forklaring. Mon ikke jeg husker at passe bedre på næste gang :)
SletStakkels dig, godt du nu har et par fridage :-)
SvarSletDet glæder jeg mig også over Lene. Og med gårsdagens lærersætninger in mente, fik jeg bare det jeg bad om :D
Slet
SvarSletUha, det var da godt at du ikke kom alvorligt til skade, sädan noget sne og skjult is er ikke sädan at spöge med... Häber nakke og skulder har det bedre..
Annemette, ja det var godt der ikke skete mere. Jeg er næsten sluppet af med eftervirkningerne. Et par dage mere, og så er det glemt :)
Slet