Varme og beskyttelse

Emilie har fået ny mobiltelefon. Den gamle var ude for et uheld og døde. Et uheld af den art, der i flere dage fik Emilie til at bande sig selv langt væk. Et uheld af den art, der godt kan give en smule mavekramper og tanker om "hvis bare jeg havde....".

Heldigvis havde Sille en brugbar mobil på lager. Sådan noget har vi aldrig. Vores mobiltelefoner bliver brugt til de under ingen omstændigheder kan mere. Men Sille havde en, der stadig virker.

Den lånte Emilie. Gennem den sidste måned har hun derfor haft et aggregat, der ikke kan gå på nettet, kun har et spil (som forøvrigt er forfærdeligt), ikke kanspille musik, nok kan både sms'e, ringe og tage billeder, men som efter Emilies udsagn ligner en mursten.

Det har ikke været sjovt. Specielt når moderen insisterede på at vente til marts med en ny. Både for at have tid nok til at udse en ny, men også for at mærke nødvendigheden og vide at ting ikke bare bliver udskiftet. Også selvom uheld er hændelige og der nogen gange kræves trøst.

Den nye kom i går. Aftenen gik med udforskning. Det er helt utroligt hvad den kan. Glæden var stor og selvom den gamle har været savnet, er den nye nu indtaget med storm. Der har været god tid til mentalt at tage afsked.

Der er også bestilt covers og beskyttelse. Men det er ikke kommet. Altså stod Tøsebarnet engang i går aftes - lige omkring sengetid - blinkede og spurgte om ikke lige jeg kunne strikke noget den kunne bo i. Gerne magen til mit eget lille hus, jeg engang troede skulle være midlertidig, men har vist sig at være det helt rigtige for mig.

Hun var endda selv inde og kigge i kasserne med garn. Og kom tilbage med direktioner og ønsker.

Så var der ligesom ikke andet at gøre, end blive oppe til den var færdig. Umiddelbart lovede jeg hende tykke pinde, enkelhed og hurtighed, men da først jeg gik i gang, blev det som hun ønskede.

Jeg duer alligevel ikke til alt for meget enkelthed. Specielt ikke, hvis jeg på forhånd ved, at jeg ikke vil synes det er pænt. Altså fandt jeg hæklenålene frem i stedet for strikkepindene, også selvom hækling tager længere tid end strik.

Det blev ikke helt så sent, som jeg et øjeblik frygtede. Og i morges blev jeg kaldt en cool mor, knuset og kysset, inden først Anders og siden Emilies løb ud af døren til hverdagen - og for Emilies vedkommende flashing af det nye vidunder.

Jeg venter lige nogle timer.

Det passer mig svært godt.

Design: Helt mit eget.

Garn: Rasmillas Yndlingsgarn i farverne Græshoppe og Turkis. Jeg har hæklet med dobbelt garn, for jeg kunne ikke overskue tidstagningen med enkelt garn.

Der gik 25 gram til hele projektet.

Nål: nummer 4½.

Størrelse: Det lille hus er ca 9 x 16 cm i de yderste mål.

Bemærkninger: Jeg har ikke nogen egentlig opskrift, men gjorde som ved mit eget etui.

Jeg startede med en inderpose af fastmasker. Der skulle mere end et forsøg til, og jeg endte med et opslag på atten luftmasker og hæklede rundt og rundt og rundt, til jeg nåede en højde, der forhåbentlig giver plads foroven.

Derefter hæklede en endnu en pose, denne gang med opslag på nitten luftmasker og mit yndlings stangmaskemønster, der både er åbent, fint og meget, meget let.

Da det yderste omslag nåede samme højde som det inderste, proppede jeg dem inden i hinanden, og hæklede en omgang fastmasker gennem begge lag.

Jeg sluttede med en omgang musetakker, og størrelsen viste sig at passe perfekt.

Har du lyst til at se flere specifikationer af mobilhjemmet, kan de ses lige her på Ravelry.