Da jeg vågnede i morges, var det til snefyldte, tætpakkede vinduer, der gjorde det umuligt at se hvordan Verden så ud.
Der var stille udenfor de skrå vinduer, men det er sjældet sneen formår at lægge sig over hele glasfladen, så jeg var spændt, da jeg trådte ind i stuen, hvorfra Verden kan beskues gennem de mere lodrette og større vinduesflader.
Der er faldet sne, vimplen midt i landsbyen af ældreboliger lige neden for os, svinger godt, så der er vind. Men ellers så Verden temmelig tilforladelig ud, der i morgenlyset.
Sådan er det stadig. Kulden var ikke nær så kold som forventet, da jeg stod på altanen og tog billeder, men vedblivende bittesmå snefnug, der blæser hid og did i vinden, gør det alligevel umuligt at forudsige resten af dagen.
Jeg har en aftale efter arbejde. Holder vejret tager jeg forbi Henriette. Jeg satser og beslutter at lade cyklen stå hjemme i dag. Bussen går lige til døren, både ud og hjem. Og det er ved at være på tide, at indvie mit nye rejsekort.
Jeg har længsler om forår og grønne knopper. Men jeg kan godt lide vejret i dag. Jeg vælger at nyde. Det hvide, vinden og fandenivoldskheden fra et forår, der ikke lader sig kue.
Det er rigtigt flot og ikke særligt koldt, men altså, nu gider jeg ærligtalt ikke mere sne eller vinter i det hele taget. :-)
SvarSletCatarina, jeg er også klar til forår. Jeg gider bare ikke gå og mukke over, at det trækker ud :)
Slet