At male et øje

Dengang jeg malede det sidste af de fire portrætter, tog jeg nogle billeder undervejs. Jeg ville gerne fortælle om hvordan tre farver tilsammen kan danne detaljer i et ansigt, så det ender genkendeligt.

Det printede billede.

Det er vigtigt at være tro mod detaljerne. At følge farveskiftene. Også når det virker forkert.

Når jeg maler protrætbillederne starter jeg processen i Photoshop. Jeg går ud fra, at andre billedebehandlingsprogrammer vil være lige så gode. Det vigtige er, at få transformeret et helt almindeligt billede til et billede i fire farver. Fire, fordi baggrundsfarven også tæller.

Jeg bruger funktionen posterize. Inden da starter jeg med at fjerne al farve fra billedet. Arbejder udelukkende med sort/hvid. Jeg leger med lyset. Gør detaljerne skarpere og mørkere og de mindre vigtige dele lysere.

Det er skyggerne der skaber billedet. Derfor må billedet ikke være for mørkt. Det skal være ret lyst, for at det ender godt. De vigtige detaljer specielt øjne og mund, som er dem som skaber genkendelse, skal være fremtrædende. Jeg prøver tit mange gange, før jeg har et resultat der er værd at arbejde videre med.

Fra det færdigbehandlede billede til det malede starter processen med at tegne alle farvefelterne op. Alle detaljer skal ikke med. De mindste må lade livet. Det er de store træk, der skaber billedet. Bittesmå afvigelser ses ikke gennem mønsterpapiret jeg tegner over med.

Starten er gået. Midterfarven i afmålte felter.

Når jeg maler starter jeg med midterfarven. Siden kommer de to andre til. Jeg maler detaljerne felt for felt efter optegnelser og den kopi af billedet, jeg har printet ud.

Specielt øjne kan være svære. Det kan være svært at genkende et øje i de felter, billedebehandlingen er kommet frem til. Men hold ud. Hold fast. Og følg felterne slavisk. Det er felterne der skaber den person vi kender.

Alt for mange gange har jeg set andre glemme at det er skyggevirkningen der arbejdes med. At forlægget ikke ligner det, vi kender som et øje. At det er så let at lægge til. At vi gør det helt automatisk, hvis ikke vi holder fast ved de frembragte felter.

Med to farver. Det ligner et øje.

Det er så let at male et par svunge øjenvipper. Sådan nogle har vi lært hører til på et øje. Altså skal de med. Men det ødelægger det færdige projekt. Øjnene, som er noget af det allermest genkendelige, er pludselig ikke de rigtige øjne.

Jeg vender tit maleriet på hovedet, når jeg maler. Når det er vendt på hovedet fristes jeg ikke i samme grad til at gå ud over rammerne. Når det er vendt på hovedet kan jeg alligevel ikke rigtigt se, hvor de enkelte felter hører til.

Den sidste farve er lagt på.

Det færdige billede ses her.