På vej op

Der er ikke meget at skrive om, når kroppen slår fra og begiver sig hen i sygdom. Sjældent har jeg følt mig så ynkelig, og den korte periode søndag, hvor jeg helt bestemt troede, at nu var jeg rask, varede ikke længe.

I morgen er det slut. I morgen skal jeg på arbejde. Jeg er rask nu! Ikke på toppen, det kan mærkes at kroppen har været helt nede og skrabe bunden. Men jeg er rask nu, resten kommer, når jeg kommer i gang.

Dagen i dag har været mærkelig. En slags opvågen. Meget langsomt. Men dog med fremgang.

Da Anders nåede hjem, havde jeg brugt adskillige timer på at forsøge at bestille noget. Det var ikke meget jeg havde nået. Men noget. Resten satte han skub i, da han nåede inden for døren.

Jeg havde nået et bad. Det var rart. En hel del af sygdomsfornemmelserne forsvandt, da vandet skyllede ud. Jeg havde også trykket på startknappen til opvaskemaskinen. Og strippet sengen for sengetøj. Jeg havde endda samlet dyner og puder i en af de blå fra IKEA, i håb om at komme ned af trapperne og vaske to gange sygdom ud af fjerene.

Det var vist det. Jo jeg havde også kigget på støvet der gennem to uger med sygdom har bunket sig i hjørnerne. Kun kigget. Og håbet at støvsugeren magisk selv ville finde sig frem. Nu satser jeg på morgendagen.

Med Anders' hjemkomst, kom der lidt mere gang i mig. Nu er der rene dyner. De manger stadig betræk. I mellemtiden er Anders faldet i søvn på den tomme seng. Jeg synes næsten det er synd at vække ham. Så jeg venter lidt. Formentlig til jeg selv skal i seng. Gør det hele klart og vælter ham ud på gulvet, mens lagenet kastes over madrasserne.

Jeg lavede også mad. Ikke de store kulinariske svingninger. Men både grønt og lækkert. Emilie fik endda udtrykt forundring over, at det smagte godt. Hun har fået sat sig i hovedet, at jeg ikke kan lave mad. Jeg ved ikke hvor det kommer fra. Jeg mener nok der er stor forskel på at gide og at kunne. Jeg er faktisk god til at lave mad. Jeg gør det bare ikke så tit - hvis jeg kan undgå.

Men måske jeg skulle se at komme ind i kampen igen. Jeg kan i hvert fald mærke at gør noget, når hun gang på gang får lagt den der forundrede tone i bemærkningen om, at det smager godt. Det jeg frembringer. Ja selvfølgelig smager det godt! Tænker jeg... Hvad skulle det ellers...?

Det er rart at være på vej mod dagligdagen igen. Og mens jeg venter på i morgen, vil jeg kaste mig over det månedlige nyhedsbrev, der ikke har ladet sygdom slå sig ud. Fra alle afdelinger ligger indlæg til et fælles udlæg. Noget har jeg lavet klart, det næste tænker jeg at bruge den næste time på. Så skulle der være mulighed for at få de sidste detaljer på plads i morgen.

Måske skulle jeg først lige sætte vand over til the.