Du får hvad du giver

Forårssolen er skånselsløs. De ti centimeter sne, der lå på altanbordet, og dækkede de blå krokus i potten udenfor, var næsten væk, inden jeg skulle ud af døren.

Der hvor solens stråler ikke havde nået, ligger sneen stadig tykt. Jeg vælger at synes det skønt med sne i marts, og fandt solbrillerne frem, inden jeg satte mig til rette på sadlen.

Timer senere var solen forsvundet, himlen noget grå og aftenens foredrag tæt på. Det var godt. Rigtig godt. Jeg hørte ikke noget, jeg ikke viste på forhånd, men det var godt at blive mindet om.

Foredragsholderen startede aftenen med at sige, at han nok ville komme til at provokere nogen. At nogen måske ville føle sig så provokerede, at de havde lyst til at gå. Det var helt okey. Vi måtte godt blive sure. Og hvis vi nåede punktet, hvor vi havde lyst til at gå, kunne vi bare sætte os ned bagi og være sure. det ville være helt okey. Det ville være vores valg.

Centret i foredraget handlede om, at vi får hvad vi giver. At vi tiltrækker det, vi selv sender ud. At vi selv bestemmer.

I vores personalegruppe er vi gode til at fokusere på det positive. Vi er anerkendende, og omstillingsparate. Vi er rummelige og åbne for nyt. Det er et godt sted at være. Der er sjældent nogen, der forlader os. Den sidste der stoppede frivilligt, stoppede kun fordi, han flyttede til den anden ende af landet.

Jeg ved godt vi er unikke. Men jeg vil rigtig gerne tro, at der er flere derude som os. At der er mange andre arbejdspladser, der fokuserer på det positive og rummer hinanden, trods forskelligheder.

Jeg blev ikke provokeret, men jeg blev lidt dårlig ved tanken om, at der er så tilpas mange arbejdssteder og mennesker, der i højere grad fokuserer på negativitet og manglende udvikling, at det er nødvendigt at sige det så højt og slå det fast med syvtommerssøm.

Der var ikke noget af det foredragsholderen ønskede at implementere overalt, vi  ikke kan skrive under på. Intet vi ikke allerede gør. Meget af det efterhånden indsyet i rygraden. Men det var godt at blive husket på, fordi vi nogengange godt kan glemme, at rygradseffekter nok kan være godt, men reelt fokus andre gange er endnu bedre.