Nej, nu må det snart holde op

Drysset vi var blevet lovet i går, og som udeblev til fordel for sol og lille smule varme... I hvert fald lige i solen, er faldet i nat.

Jeg vågnede op til hvide tage og en jomfruelig ubetrådt hvid belægning på altanen.

Nu må det snart gerne holde op. Jeg vil have forår. Sne er pænt - helt sikkert. Også nu. Men  jeg kan mærke, at jeg har mere og mere svært ved at holde fast i det positive ved sneen.

Jeg vil have forår. Jeg vil mærke livet leves. Det må gerne være koldt. Der må gerne være frostklarhed. Bare den umiskendelige fornemmelse af forår indfinder sig.

Som i ingen sne. For eksempel.

Jeg kan alligevel ikke lade være med at beundre de små fnug. De falder stadig. Meget spredt og uden den store overbevisning. Men de faldne på altanens gulvbrædder er ved at trække sig tilbage. Smelte.

Håbet vokser. Et sted. Et lille sted. Men et sted.

Jeg vender blikket fra sneen udenfor og kigger i stedet på de to bittesmå skud, der pludselig har foldet sig ud i mit allerførste forsøg på at forspire inden alting skal ud og være grønt.

Tænker at foråret måske skal findes andersteds.