Smykkedrømme

Jeg ønsker mig en ring.

Den skal være unik, og helt speciel. Den må gerne være stor, men ikke tung eller bastant. Den må gerne have glas, sten eller perler som en del af pynten, men ikke facetslebne eller alt for skinnende. Den skal være feminin, men ikke for damet, og så skal den harmonere med den ring jeg har i forvejen.

Jeg er indkaldt til operation d. 25. februar, og jeg tænker det skal være en ring, der ikke skal minde mig om at nogen har skåret i mig, men minde mig om livet og sårbarheden.

Der er lang tid til d. 25. februar. Jeg mærker næsten ikke noget til cysten, og har det umiddelbart helt fint med tanken om både det ene og det andet. Ingen bekymringer, tanker eller ondt i maven. Engang imellem dukker spørgsmål op, jeg skal huske at spørge om, men ud over det, har jeg oplevet en god behandling og føler mig tryg.

Jeg har kigget på etsy, der er utal af ringe og en af dem skal være min. Det haster ikke, jeg har ikke travlt, og det skal være den helt rigtige. Det kræver mere end bare et kig, det kræver flere dages gennemtravling af muligheder, mavefornemmelser og et besøg hos den lokale guldsmed, der forhåbentlig kan fortælle mig hvilken størrelse jeg bruger.

Fluen på væggen

Midt i Anders’ boreskole, kom julegavefluen på væggen.

Nu hænger den på den skrå væg kigger nedad og giver et mildt lys over køkkenregionerne.

Jeg er stadig vild med den :)

Kost og klude

Efter en uge uden de store vingebask har støvet haft kronede dage og samlet sig både i hjørner og under ting eller bare midt på gulvet.

Det meste af dagen er gået med oprydning og støvsugning. Selvom jeg hader at gøre rent, holder jeg ufattelig meget af et rent hjem, og selvom jeg er blevet rigtig god til at lukke øjnene for alt rodet, må jeg alligevel indrømme at kreativiteten flyder mere frit i et rent hjem.

Gulvene trænger alle til en gang grundig vask, men jeg gider ikke mere, og vil hellere vente til mandag eller tirsdag formiddag, hvor de øvrige beboere er i skole og på arbejde og jeg kan sjaske med vand og ajax uden at nogen vader ind over.

Ungerne blev sat i arbejde på egne revirer. Tanken om sengetøjsskiftning kan af uvisse grunde altid fremkalde de sureste fjæs, men skiftes skal det…

Undervejs stod Daniel pludselig med et par hylder og en lampe der gerne ville op at hænge og Anders kastede sig ud i projektet at levere et kursus i begynderkørekortet til bore- og skruemaskine, vaterpas og allervigtigst: opmåling.

Nu hænger hylden der – med alt det arbejde, bør den blive hængende.

Jeg gider ikke mere længere og når kagen Emilie er ved at bage engang er færdig, er jeg helt klar til hygge i en sofa, der ren og frisk indbyder til både snak og strikketøj.

Præ-teenager

Jeg kan blive helt træt på forhånd af tanken om 7 år eller mere med en teenager, der vender på en tallerken og konstant synes HELE verden er imod hende, og ALTING døduretfærdigt :(

Lad det gå over snart… lad det gå over snart… lad det gå over snart…

Gammelt håndværk på ny

Da vi var en 12-13 år fik BedsteVeninden et gammelt kniplebrædt af sin farmor og blev sendt til knipling på aftenskolen for at lære faget.

Hun gik der lige præcis længe nok til at forstå grundslagene og formidle sin viden videre til mig. Da jeg viste inretesse for knipling, fandt min tante sit gamle kniplebrædt frem, hendes far i tidernes morgen selv har snedkeret og gav det til mig. Siden har jeg lavet mange mere eller mindre fine ting.

Jeg knipler så enhver kniplerske med respekt for faget vil tage sig til hovedet. Til at starte med brugte jeg tynd hækletråd, for den ægte vare af hør, havde jeg ikke råd til. Senere skiftede jeg den tynde hækletråd ud med en grovere og fik et mere rustikt udtryk ud af det. Derfra var springet til strikkegarn ikke så langt.

Helst skal det være merceriseret bomuldsgarn eller andet fast spundet garn. Mit første forsøg med strømpegarn gennemførte jeg, men særlig genialt var det ikke, for ulden er svær at trække i uden den delvis filter og knækker let.

Dengang brugte jeg stadig de originale kniplemønstre, men da garnet skiftede fra noget der passer en pind 2½ til pind 3-4 stykker blev de fine mønstre for små, og en forstørrelse på 7 gange viste sig ganske genialt.

Jeg bruger ikke fine rustfrie knappenåle eller tyk kniplekarton, men helt almindelige knappenåle med hoveder i alle farver og karton, der egentligt er lidt for tyndt, men det virker til formålet og mønstret skal alligevel ikke genbruges.

Jeg har aldrig forstået galslaget (jeg kan faktisk heller ikke lide det) eller at få lavet en kant med ekstra styrke. Først efter mange år gik det op for mig, at ektra snoninger kan være på sin plads, men er stadig ikke særlig god til at huske det (og jeg bryder mig egentlig heller ikke om indlægstråde).

det eneste minus ved strikkegarnet er at de små kniplepinde ikke kan rumme meget mere end to meter garn ad gangen, så i sidste ende er der mange ender at hæfte. Langt hen ad vejen er det muligt at væve enderne ind undervejs, men nogen steder ender det alligevel med hæftninger.

Selvom møstret er ganget med 7 tager det stadig lang tid, og da jeg her til aften fandt brædtet frem fra under kommoden, hvor det har henslæbt temmelig lang til, ærgrer det mig at det igangværende arbejde ikke blev afsluttet for længe siden.

Næsten 2 meter er allerede lavet, men der mangler stadig en halv meter eller mere, før jeg synes jeg har nok. Meningen er en kant til en nederdel, jeg har stof til, men ikke har lavet, for blonden skulle jo være færdig først.

Nu kunne jeg godt bruge den, for stoffet er lækker tyk uld. Jeg er bare lidt i tvivl om der er nok, for dengang det blev købt var ideen en kort sag – nu vil jeg gerne have den længere…

… Kommer tid, kommer råd. Nu skal jeg lige se om blonden bliver færdig i denne omgang :)

Lazy lørdag

Langt tidligere end forventet vågnede jeg, uden dog at føle mig frisk. Mit eneste ønske var at følge det ene bogstav og den ene sætning efter den anden i bogen jeg læser, til der længere var flere.

Så jeg blev liggende, under dynen og fulgte bogstavernes fart over siderne til ønsket om cola og chokolade sendte mig ud i dagen og sneen og solskinnet. For hvor var der smukt derude i den tindrende frost og de hvide veje. Solen skinnede så øjnene blev blændede og trak tårer ned over kinderne.

I det store træ sad fugl efter fugl stille i solskinnet og de øverste grene, og flyttede sig ikke selvom jeg nåede tæt på.

Jeg fik cola og chokolade og sprøde søde gulerødder, for samvittighedens og smagens skyld. Vejret trak efter en lang tur, men de ulæste sider derhjemme trak mere, så jeg gik hjem, indstallerede  mig med dyne og puder, så langt væk fra fjernsynets børneprogrammer som muligt.

Sidst på eftermiddagen var sidste side læst, spændingen udløst og plottet komplet. I et anfald af energi, der slet ikke står mål med det billede der møder mig i spejlet, tog støvsugeren og jeg en tur i de arealer, der ikke var befolket af børn. Køkkenet fik en hurtig overhaling, og aftensmaden fandt vej til ovnen, hvorfra der begynder at sendes herlige dufte.

Lørdagen er ikke slut endnu, og indtil videre har den måske ikke været det vildeste, men slet ikke så ringe endda.

Sne på min rude

En hyggelig aften og snefygning

Tænk at en klasse med 12 elever kan samle lige godt 40 mennesker en fredag aften, bare for at være sociale og lære hinanden at kende. Og alle have lækkert mad, godt humør og masser af vilje til en hyggelig aften med.

At sucessen er hjemme og helt sikkert skal gentages, er der ingen tvivl om.

Tre mødre havde stået for planlægning og indkøb. De samme tre mødre mødtes halvanden time før, slæbte borde og stole, tallerkener og bestik og sørgede for kolde øl og vand.

Resten af forældrene kom med mad til en lækker buffet og kage til kaffen senere. Der blev snakket og hygget og en enkelt lærer mødte op – og blev, selvom han følte sig en smule alene.

Eneste hjertesuk, var at af de 10 elever, der var repræsenteret var kun de fire tilbage til oprydningen – De tre mødre, en enkelt far og en hel familie, der som det naturligste bare blev og hjalp. Resten – som i ALLE, sagde pænt farvel, takkede for en hyggelig aften og gik, uden tanke for at der skulle ryddes op.

Måske er jeg bare forvendt, men i Emilies gamle klasse kunne ingen drømme om at gå, uden lige at spørge om der var noget man kunne gøre inden man gik. At der så sjældent var noget der kunne ryddes, før resten alligevel brød op, er en hel anden historie. Bare det at vise sin gode vilje, betyder alverden. Sjovt er det at det par der blev og hjalp, netop er fra Emilies gamle klasse.

Under alle omstændigheder er vi enige om at det skal gentages, og så må vi næste gang være bedre til at melde ud, at vi forventer hjælp med oprydningen. For som altid er forventninger ikke nok :)

I løbet af aftenen væltede sneen ned, og inden vi var klar til afgang (Emilie var så heldig at få et lift hjem. Hendes cykel fungerer ikke i øjeblikket, så hun skulle have været med bussen. De altid hjælpsomme forældre, fra den gamle klasse, tilbød straks at kører hende hjem – det sagde ingen nej til.) lå der det fineste 10 cm tykke lag af fin ubetrådt sne overalt.

Jeg ville have cyklen med hjem, og forberedte mig på at skulle gå de godt tre kilometer, men inden jeg nåede så langt, besluttede jeg at det vist ville være muligt at cykle.

Sneen, der er faldet til aften, er af den lille skarpe type, der fyger både på vej ned og efter det har rundet ro. Et løst snefald, der let lader sig gennemskære af et cykelhjul. Altså entrede jeg op, besluttede hvor cykelstien var – det var lidt svært at se – og kørte de 20 meter ned til krydset og den store vej.

Her kunne jeg konstatere at i Rødovre (skulle jeg nogensinde have været i tvivl) bliver der som det første ryddet sne på cykelstierne – på de store veje vel at mærke. Selvom det både havde fyget og sneet mere siden fejemaskinen havde været forbi, var der næsten snefrit og ingen problemer på turen hjem.

Hverken veje eller fortove var ryddet – men cykelstien var. At det føg kunne ingen standse, og da jeg passerede tanken, blev fygningen lyst op hen over det store tagudhæng. Jeg fandt kamaraet frem og prøvede at fange fygningen om udhænget med mit lille lommekamera, der sjældent tager gode billeder i mørke. At billedet er lidt sløret er ærgeligt, men det viser dog hvor meget blæst der var i luften hen over hele Rødovre lige nu og her i aften.

Nu er ugen med alt for mange lange dage slut, og jeg har lovet mig selv at sove lige til jeg vågner og helst lidt længere i morgen – ahh det skal blive dejligt.

Sov godt derude – det vil jeg gøre :)

Grå med et tvist af lilla

Tøsebarnet ønsker sig varme på benene. Jeg tænkte gråt, indtil Tøsebarnet ønskede lilla islæt og godkendte de lilla rester jeg lå inde med.

Nu strikker jeg gråt med tilfældige lilla striber. De to dele, der danner et par, er ønskede forskellige i striberne, så jeg strikker og skifter farve helt efter forgodtbefindende… Gad vide hvordan det ender…

Når amorinerne blomstrer

Med jævne mellemrum har vi kærestepar i Caféen. Den unge alder og spirende udforskning af sig selv, betyder dog oftest at det nærmere drejer sig om kærester af navn end egentlig gavn. Oftere er de to parter måske nok i samme rum, men med hver deres venner, sender et par pligtskyldige sms’er hen over aftenen og kysser lidt, når ingen kigger.

En gang imellem finder to sammen i en symbiose, der både udvikler den enkelte langt hurtigere end kammeraterne, og også i al glæden giver pokker i de nære venner.

Tilbage står så en flok veninder eller venner, der føler sig glemte. En flok venner og veninder, der savner og ønsker tid med den forfløjne. Veninder der ender med at ønske den anden hen hvor peberet gror og ikke længere er der, når kærligheden ikke længere er til stede.

De sidste dage har bragt snak om kærestekedelighed og vigtigheden af at fortælle om savn i stedet for angreb. Det er svært, for de tilbageblevne føler sig svigtede og har mere lyst til at slå den svigtende med noget hårdt, frem for at tale pænt.

At det ikke kun er et problem for mine egne 7. klasser viste sig i går, da tøserne fra 9. kom forbi til en snak om alt og intet, om fremtiden, projektopgaver, grænseoverskridende lærere, kærester og veninder der glemmer.

Selv om de stod med indsigt nok til at vide, det kan være vigtigt med venner og veninder, der kan samle op efter hektiske uger med den udkårne, var de på  grænsen til at give op. Gentagne afvisninger avler ikke omsorg og samtidig begræd de store tøser venindernes fald. Begræd at skoleskift, livet og kærester får venskaber til at blegne, så et enkelt eller to står tilbage efter et helt skoleliv.

Vi snakkede om at holde sammen, om at værne om det der var og det der kommer, og om at noget smuldrer også efter at have været omdrejningspunktet i mange år. Vi snakkede om alvoren ved at vokse op og gå fra børn til voksne, om alle de ting der skal forholdes til og om hvordan børnelivets glæder ikke længere er nok.

Selvom det er svært, og selvom de endnu er så unge og uprøvede er både mine unger fra 7. og  de “gamle” fra 9. kloge unger der med afsæt i sig selv nok skal nå langt og for en dels vedkommende nok skal holde sammen i det spirende voksenliv flere år frem i tiden.

Samling på tropperne

Den grønne sag til søstermin, er kommet i omdrejninger igen. Lige så langsomt jeg synes det gik med kroppen, lige så hurtigt sad jeg med to ærmer og tid til samling.

Nu mangler raglan og halsudskæring. Endnu står halsudskæringen hen i det uvisse. Jeg har nogen cirkamål, men ved endnu ikke om der helt er garn nok og har endnu ikke lavet de endelige beregninger, før der fortil kan lukkes af og gøres klar til en udskæring, der måske skal dele det lille hulmønster andre dele er præget af, eller måske skal have en kant i en anden nuance af den grønne.

Lige nu er det ikke så vigtigt, ideer samler sig, og forsvinder igen, nogen hænger ved mens andre skrottes temmelig hurtigt. Hvor det ender er stadig spændende at følge med i.

Sjov med bollerne

Onsdagen er dagen, vi bager boller. Dejen bliver rørt tirsdag aften, sat på køl natten over og efter personalemødet onsdag formiddag er der klar til at trille.

Tidligere fyldte jeg 4 bageplader med grove boller, der efter en tur i ovnen sælges for 1,- kr stykket. De første er gerne både købt, betalt og delvis spist længe inden afkøling og andet fint.

Dengang jeg fyldte 4 bageplader skulle vi være heldige hvis der var et par stykker tilbage når vi nåede fredag, men årets medlemmer har ikke helt så travlt med at fylde på, så antallet er nedsat til 2 fulde plader, og så er vi heldige, hvis der er udsolgt fredag.

En fast tradition er at en af bollerne har en indbagt overraskelse. Den der finder ugens Bolle og spiser både den og indhold, (selvfølgelig under overværelse af en voksen) får 10,- kr til køb af endnu flere boller, pasta, ris og karrysovs eller hvad vi hen ad vejen finder på til de evigt sultne unger.

Et par gange har vi glemt at lægge noget i den ene, eller overvejet helt at stoppe legen, men næ nej, vi er nedstemt – også selvom indholdet ikke altid er lige lækkert.

Ungerne kommer tit med ideer til indhold i ugens bolle, også ideer, de ikke selv har lyst til at sætte tænderne i. Regelen er enkel – det skal kunne spises og må af hensyn til religiøse retninger eller vegetarisme ikke være animalsk.

De lidt onde tiltag kunne være en teskefuld peber, rå rødbede, hele fed hvidløg, kogt pasta (det faldt ikke i god jord) eller andet morsomt fra kolonial- eller køleskabet.

de sjovere eksempler har været hele valnødder, en halv kiks (der var knap så sprød, da den kom ud af ovnen) majs, kokosmel eller andet der tenderer noget sødt. Det må nemlig ikke være for sødt.. så bliver bollen bare spist uden nogen ligger mærke til det – dermed må slås fast at indholdet helst skal være lidt til en side…

Dagens bolle indeholdt en ovnbagt kartoffelbåd fra gårsdagens middag. Jeg troede måske en kartoffel i en bolle ville være meget hyggelig, men jeg tog fejl – i hvert fald efter ansigtsudtrykket hos dagens vinder at dømme … men tro mig, uanset hvad vi har puttet i, så bliver det spist. Også selvom det ikke smager godt.

Det er utroligt hvad unger gør for en ti’er :)

vrimlende sneflokke

Det lette drys fra i nat har i dagens løb vist sig som store faldende flager, der malede alt hvidt. Det tekniske personales forsøg på gangarealer i skolegården, var vist mest sjov for dem selv, da stierne hurtigt blev dækkede igen og snerydningen med den motoriserede kost, kun gjorde vores vinduer beskidte, da hele herligheden blev fejet i en bue mod husvæggen.

Nu overvejer vi så, om morgendagen skal byde på drillende bemærkninger om ønsker om at kunne se ud igen… Det kunne godt gå hen og blive morsomt :)

Hjemturen foregik på cykel og med tungen lige i munden. Nogle steder var cykelstien forsøgt ryddet, og laget af sne knapt så tykt, andre steder måtte en fod i underlaget, i håbet om ikke at dejse omkuld. Det lykkedes, men jeg er en smule bange for hvordan morgendagens transport skal foregå.

Under normale omstændigheder ville jeg hoppe på en bus, men når dagen i morgen starter med et møde et sted, arbejde det normale sted og endelig en snak om alkohol i en 7. klasse på en tredie skole, ville det være rart med cykel.

Vejrudsigten lover ikke sne i morgen, så håbet er at de 100 sneplove borgmesteren fortalte om til bugdetfremlæggelsen sidste år, når at arbejde sig rundt i hele regionen og give adgang til snefrie cykelstier… Jeg håber og krydser fingre!

Jeg fryser

I nat har det drysset, lige nok til at de skrå vinduer har fået et fint lag af uigennemsigtighed og sporene på altanen er dækket igen.

Jeg har ikke fået nok af vinteren, jeg synes stadig det fine hvide nyfaldne er fantastisk og gør noget helt specielt ved landskabet. Jeg har lange uldne strømper, sokker og varme sweaters.

Alt i alt er alting i fineste orden. Altså lige bortset fra, at jeg fryser. Her er nemlig rigtig koldt, specielt i formiddagstimerne, når nattens kulde stadig hænger i luften og jeg er alene hjemme til at varme op.

For nogen tid siden luftede Anders ud i radiatorene, for kun halvdelen af den store varmekilde i stuen viste tegn på samarbejde. Her til morgen var her ekstra koldt, og selvom den store varmede alt hvad den kunne, var den iskold.

I flere minutter stod luften, før det varme vand nåede hele vejen igennem. Lejlighedens øvrige radiatorer kan jeg ikke selv løsne, men mon ikke aftenen skal bruges på afluftning, rundt om. Og så ellers sætte lid til at nu er alle luftbobler forsvundet.

Jeg fryser stadig, har fundet ekstra lag frem og måske det er på tide at motionere strygejernet – bunken vokser og lige netop den beskæftigelse er en god varmekilde.

Onsdag er ugen korte dag – jeg glæder mig til en aften sammen hjemme – forhåbentlig med varme :)

Indkøb

Formiddagen er gået på forsøg.

For et stykke tid siden faldt jeg over nogen billige restestykker, der skulle forvandles til indkøbsnet. Nu er stoffet vasket og med udgangspunkt i en almindelig plastikposestørrelse, der plejer at fungere fint over cykelstyret, har jeg syet to poser.

For at de ikke skal ligge og rode rundt på bunden af en taske, har jeg udstyret dem med knap og lukning, så de kan pakkes sammen og nemt findes frem.

Om de så virker ude i det virkelige liv vil fremtiden vise.

Om lidt bliver de prøvet af, for inden jeg når frem til arbejde, skal der lige provianteres en lille smule. Weekendens arbejde og ugens overtid har ikke givet meget plads til indkøb, så køleskabet nærmer sig rungende tomt, og ungernes madpakker har de sidste dage været klingende mønt til køb i kantinen.

Det holder ikke i længden, så nettene skal gerne transportere noget der kan blive frokost og fornuftig morgenmad med hjem, når aftenen er slut og jeg kan dreje nøglen om, efter hygge med en masse unger, og tage hjem.

En fed oplevelse

“ Skal vi også det her i ottende og niende klasse?”

“Nej”

“Æv, for så måtte du gerne komme igen – du er rigtig god”

Mandag

Ovenpå en psykisk hård weekend og en søndag aften, hvor jeg bare gik i brædderne, er jeg overraskende frisk her til morgen.

I et anfald af overmod snurrer nu både opvaskemaskinen i køkkenet og vaskemaskinerne i kælderen. Inden det bliver nødvendigt at gøre mere ved det ene eller det andet, vil jeg sætte mig i sofaen og prøve at få lidt styr på over-knæet-sokkerne jeg har lovet Emilie. Bare til jeg når det punkt, hvor det ikke er helt forfærdeligt at skulle pille op igen og hun samtidig kan få en fornemmelse af hvordan de vil komme til at se ud

Samtidig kan jeg måske tænke tanker om aftenens udfordring, der involverer snak om alkohol med unge jeg ikke kender. En udfordring jeg synes er spændende, men som jeg også kan mærke en smule modsatrettede følelser mod at have sagt ja til.

I bund og grund er jeg ikke i tvivl om at det bliver spændende. Også selvom jeg hellere end gerne tog hjem til de familiære omgivelser, når arbejdsdagen slutter.

En lærerig weekend

Lige nu er jeg færdig – og en hel del viden rigere.

En af de bedste måder at lære at håndtere konfliktløsning er ved at prøve. Da en gammel komfliktsituation blev hevet frem, en konflikt der siden er løst, men som dengang ikke fandt en god slutning, og derfor var velegnet til at spille igennem og prøve på ny med nye aktører og handlinger, slog jeg til.

Det var en kollega, der trak netop den konflikt frem, som ligger midst et halvt år tilbage, men jeg overværede en del af den dengang og vidste rent teoretisk hvordan en af pigerne havde haft det. Jeg huskede hendes handlemåder og jeg mente at vide nogenlunde hvordan hun havde følt.

Alligevel kom det bag på mig, at jeg endte med ondt i maven og en lyst til at tude. At jeg ikke følte mig hørt eller forstået, og at jeg ikke oplevede at blive spurgt om hvordan jeg havde det, men rettere udsat som syndebuk.

Det kom bag på mig, at den voksne i spillet aldrig føltes upartisk, men fra start havde sympati med min modspiller og hen ad vejen fik sagt ord, der gav mig følelsen af at jeg var forkert.

Selvom det er forfærdeligt at tænke på hvordan pigebarnet har haft det dengang, er jeg glad for at have oplevet på egen krop, hvor svært det kan være at sidde i situationerne og hvor let det kan være at glemme at få alle med, og huske at anerkende tilstedeværelsen og forskelligheden hos alle.

Om jeg så kan trække følelsen og erindringerne frem næste gang, jeg står i en ligende situation, det kan jeg kun håbe på.

Powwow i Rødovre

I SFO’en holder vi et stort familiearrangement hvert andet år. Sidste gang lavede vi middelaldermarked, med musik og underholdning, boder, guldstykker, dragter og et besøgstal på omkring 600. Siden har både børn og forældre talt om markedet med stor entusiasme, så det bliver svært at overgå når vi til sommer igen skal holde noget.

For lang tid siden blev en styregruppe nedsat, de har været langt omkring, før de endelig satte sig fast på et nyt tema, der som det første blev præsenteret i dag. Grupper blev nedsat, ideer talt igennem og udfordringer sat igang. I år er temaet det vilde westen, med både cowboys og indianere – vi voksne skal klædes ud, og det er allerede på forhånd besluttet at mændene skal være cowboys, mens kvinderne skal være indianere.

Siden fortsatte programmet med konfliktløsning til ug og kryds og stjerne fra vores to medkolleger, der i dagens anledning to en ny hat på og formidlede helt igennem fantastisk.

Programmet blev sluttet en time før det skulle, for af alle steder holder Dansk-Indiansk Forening Powwow i Rødovre i dag. Det skulle vi selvfølgelig opleve, og havde også en bagtanke om at spørge om nogen af indianderne måske kunne have lyst til at deltage i vores sommerarrangement.

Vel ankommet så vi sang og dans, de vildeste dragter og udsmykninger fra en stor flok dedikerede indianderinteresserede. Med tanke på sommerens udklædning kiggede jeg langt efter de smukke dragter, hovedbeklædninger og smykker.

Jeg havde masser af spørgsmål, men havde ikke lyst til at stille dem. Jeg stod med en følelse af at trænge ind på andres privatliv, en følelse af ikke at høre til.

Efter at have suget indtryk en god halv time, gled jeg med ud da flere af mine kolleger gik, og samstemmende sagde de alle, de også havde den der følelse af at trænge sig på. Spørgsmålene om der måske skulle være nogen, der var interesserede i at deltage til vores arrangement gled lige så stille til jorden sammen med en fornemmelse af at det ville være helt forkert. At det ville være forkert at sætte dedikerede indianere sammen med vores karikatur af det vilde westen.

Men flot – det var det!

Strikkede bukser

Dengang jeg gik i 10. gik jeg i klasse med en pige der havde de lækreste strikkede gamacher. Hendes mormor havde strikket dem på maskine, af alle sine strømpegarnsrester. Stribe på stribe, nogen af striberne endda småmønstrede over 3-4 rækker, i alverdens farver.

En del af fachinationen var helt sikkert provokationsværdien, for jeg var ret sikker på at hverken min mor eller bedstemødre ville finde dem særlig pæne.

De gamacher figurerer stadig et sted i mine erindringer og somme tider dukker de op og sender tanker om at en dag skal jeg lave sådan nogen eller bare tanker om hvor fede de egentlig var.

Jeg havde lige ti minutter tidligere på dagen og satte mig og strikkede. Straks kom en af drengene hen snakkede lidt, kiggede på hastigheden af strikkepindenes bevægelser og udtrykte beundring for mine færdigheder.

Han sad lidt, hvorefter han fortalte at hans farmor også kunne strikke… men kun strømper. Vi snakkede lidt om at hun havde strikket både til ham og til hans søskende.

Han sad lidt længere, liggede lidt mere og sagde så:

“Hun kan også strikke bluser… Men jeg tror ikke hun kan strikke bukser…”

Her dukkede billedet af de lækre stribede op i mit hovede.

Weekend

Fredag – ungerne er netop løbet ud af døren mod en weekend med det fædrende ophav.

Det der burde være starten på et par dage i afslapningens tegn, er i stedet startskudet til en uge fyldt med arbejde, møder og alt for lidt tid.

Jeg kunne have planlagt bedre, men jeg vil det hele og er ikke i tvivl om at det bliver godt. Men lige nu er jeg træt helt ind til knoglerne og udsigten til en uge uden weekend er en smule nedslående.

Vi starter i morgen med en personaleweekend, jeg pludselig er glad for foregår i eget regi, med mulighed for at komme hjem når klokken slår fire – både lørdag og søndag. Vi skal arbejde med os selv, med coaching, anerkendelse, mægling og konfliktkløsninger. Vi skal have et oplæg og undervisning fra to kolleger, der har arbejdet målrettet netop på de felter gennem de sidste år, og som begge er fabelagtige på hver deres måde.

Det bliver spændende, og jeg er sikker på jeg vender hjem med et hovede så fyldt med indtryk, at jeg bare skal falde sammen, i det øjeblik døren lukker bag mig.

Allerede mandag har jeg lovet mig selv væk som konsulet til SSParbejdet om unge og alkohol. Jeg plejer at indgå, når arrangementerne falder på min egen skole, men efter et enkelt forsøg på en anden skole sprang jeg til og sagde ja, da der igen manglede en pædagogisk indgangsvinkel. At der så er to møder på samme uge og jeg sagde ja til begge, var måske heller ikke den bedste planlægning…

Samtidig er der lige lagt et par møder i løbet af ugen – dels om fest, dels om perler sammen med rumsteringen af året fastelavnsfest, vi har lovet at stå for, men endnu ingen tilbagemeldinger har fået på … husk selv at spørge, så vi ikke står i sidste øjeblik uden hverken det ene eller det andet…

Ugen slutter fredag med en social sammenkomst i Emilies klasse. Allerede nu tænker jeg, jeg sikkert ikke holder særlig længe til den tid, men jeg har lånt lokalerne, så jeg har ansvaret og jeg skal lukke….

Prioriteringer kan derfor blive nødvendige…  Så måske vi bare ses engang efter næste uge.

Rigtig godweekend til jer alle :)

Kagebagning

Jeg roder rundt på nettet – leder efter en opskrift.

Jeg har lovet at bage kage til weekenden. Tankerne svirrer om æbler og kanel, creme fraiche og hygge med kaffe og the.

Grøn aftenstemning

Min yndlingsfarve er grøn. Rækker jeg ud efter noget, vil det altid være den grønne, hvis jeg har flere forskellige farvevalg.

I løbet af de sidste dage er jeg faldet over flere grønne lys, der sammen udgør en fin lille opstilling. Strikketøjet er atter grønt og i aftenmørket giver de grønne lys en god stemning :)

Sokker, snoninger og farvesammensætning

At snoninger trækker det strikkede sammen og at snoede mønstre kræver flere masker, for at opnå samme bredde som glatstrik er barnelærdom – Det kommer ikke bag på mig, men jeg kan åbenbart tydeligvis glemme det.

Under julens sokkestrikning til Anders strikkede jeg flere par sokker med masser af snoninger og ekstra masker, for netop at give bredde nok. Lige bortset fra det ene par, jeg bare strikkede, med snoninger over det hele og samme antal masker som alle de andre sokker uden snoninger.

Allerede mens jeg strikkede dem, nåede jeg at tænke at de ville blive alt for stramme. Allligevel strikkede jeg videre… måske fordi jeg egentlig ikke kunne lide garnet – der var alt for meget orange – så han ville sikkert aldrig få dem brugt… eller noget.. må jeg have tænkt!

Efter alle sokkerne var færdige og pakket sammen, vandt min faglige stolthed dog, med det resultat at jeg trævlede begge sokker op, investerede i et brunt nøgle garn og begyndte på et par nye.

Inden da prøvede Anders dem. Han fik dem godtnok på, men de var ikke rare og trukket så stramt at de heller ikke var pæne.

Vi var begge enige om at garnet sikkert ville gøre sig bedre uden det orange og blandet med en lidt mørkere farve, derfor det brune. Med to tråde – det optrævlede og en ensfarvet, med fraklip af det orange undervejs og med flere masker og et bedre udarbejdet mønster er det gået hen og blevet et par rigtig fine sokker.

Da først jeg kom igang fik jeg strikket så langt, inden jeg overvejede at begynde på hælen, at de også er blevet en hel del længere end originalen. Det bekommer herren vel, og jeg er så i træning til de laaange sokker jeg har lovet Emilie engang i nær fremtid.

Noget af det, der gik op for mig i min julesokkestrikkefase er at blandingen af to garner – en ensfarvet og en multifarvet tit har en god effekt, der giver nogle sokker med karakter og masser af farve, men også dæmper og får det hele til at hænge sammen. Samtidig synes jeg det er lidt vildt, hvor meget forskel det giver at lægge en baggrundsfarve sammen med det multifarvede, frem for to tråde med masser af farve.

Det er ikke sidste gang jeg gør det.

Pirogger

Emilie har flere gange talt om pirogger, uden egentlig at vide hvad det er. For nogle dage siden var Liselotte så sød at bringe opskriften på en dej, og da Emilie endnu engang talte om mad og muligheden for at prøve noget nyt, tænkte jeg – tjo, hvorfor ikke?

Jeg havde engang sådan en dims til at lave dem med, men den røg vist ud samtidig med ungernes far. Det er så, så længe siden jeg sidst har foldet pirogger. Jeg køber da bare en ny tænkte jeg, for hvis Tøsebarnet skal være med, er det helt sikkert både sjovere og nemmere end en gaffel og en skål.

Nu bor vi noget provinsielt, men Rødovre Centrum har alligevel gennem de sidste år oppet sig en del i forhold til indkøb af enhver art. Tidligere lå der stort set kun butikker der førte kedelige frueagtige varer, mens alt det spændende og anderledes betød ture mod byen. Sådan er det ikke helt længere – selvom den der ene butik med spændende hippiewannabe tøj ikke holdt længe, men drejede nøglen om allerede inden første sæsson var overstået – mere utraditionelle er kundekredsen så heller ikke…

Men altså … Jeg var HELE centret igennem – ingen vidste hvad jeg talte om, ej heller havde de noget der bare lignede. Tilbage til gaffel og skål. (Jeg har siden fundet en version på nettet – må hellere bestille…)

Tøsebarnet ville heller ikke være med, hun udvandrede til en veninde, mens jeg så kunne hygge mig med mel og fyld. Det var nemt og dejen var rigtig lækker at arbejde med, ungerne synes de smagte godt og er madpakkevenlige. Mit eneste minus er vist, at jeg synes dejen hævede for meget, hvilket betyder for meget dej og for lidt fyld.

Næste gang – for der bliver en næste gang, skal jeg enten finde en anden opskrift eller bruge mindre gær. En anden opskrift er sikkert en god ide, for vi er alle forskellige og jeg skal finde min yndlingsversion – den er helt sikkert derude et sted :)

Varme om halsen

I enhver bog om astrologi kan man om tvillingerne læse, at de altid har mange projekter igang. På det område er jeg en ægte tvilling, at de gængse udlægninger af tvillingerne så ikke altid på andre områder stemmer overens, det er ligemeget i denne her sammenhæng.

Med mange projekter, der arbejdes mere eller mindre på samtidig, er der også en mulighed for at færdiggøre en hel masse inden for meget kort tid.

Det fine lille sjal af mohair og silke, startede jeg på for længe siden. Pind på pind er det stille og roligt vokset frem, og da Emilies tunika blev færdig, et projekt der ikke havde langt til enden, og var lige til at kaste sig over.

Percy, hedder det. Opskriften fandt jeg på Ravelry. En hel igennem hyggelig oplevelse og et mønster, der var let at forstå… da først jeg havde gennemskuet starten.

Fine feminine mønstre, der bliver lidt væk i det bløde, varme, langhårede garn, men som anes og gør det ekstra luksuriøst. Stort er det ikke, men lige tilpas, til at varme en kold nakke, eller en lidt for dyb udskæring en kold vinterdag.

Jeg elsker det allerede, men skal nok holde godt fast, for Emilie nød blødheden og Anders udtrykte at godtnok er det ultra feminint, men ligger det lidt for tæt på, på vej mod altanen, kunne det godt tænkes at få lov at varme.

I et nyt lys

Drømme er der mange af. Nogen kan være af praktisk art, men uden mulighed, for penge, budget og besværligheder står i vejen.

Når så pludselig personificeringen af muligheden står på den anden side af vinduet, gælder det om at gribe og fremlægge drømmen.

Drømme kan være så gamle, og så mange gange sagt nej til, at det kommer som en overraskelse, når personificeringen hopper på, drømmer med, finder løsninger for besværlighederne og lige med et sætter drømmen i et helt nyt lys.

Nu drømmer vi om at penge, budget og besværligheder kan gå op i en højere enhed.

Det yderste Vesterbro

Jeg havde lovet thaikylling til aftensmad i dag. Det krævede en tur til det thailandske supermarked på Istedgade, helt nede ved Enghave Plads. Et sted der rummer alsken indenfor østens mystik i køkkenform. Det gælder om at vide, hvad man skal have inden foden sættes indenfor, for ellers kan der hurtigt ryge mange andre ting i kurven, end først antaget.

Der var ikke mange mennesker på gaden, da jeg nåede frem dengang i formiddags, og selvom sneen i det vesterbroske er knap så hvid mere, lå der en del og hyggede i de gamle kvartere.

Det  store træ midt på Enghave Plads, jeg mange gange gik forbi, dengang ungerne og jeg boede hos en veninden, står der endnu. Nu  med sne der pynter på det grå og triste.

Henne ved legepladsen tyder sporene på skateboardramperne på, at de selv i vinterens sne og kulde bliver brugt. Sikkert ikke til skateboards, men jeg kan nemt se små børnefødder løbe glade op og ned ad buerne.

På vej tilbage mod bussen nød jeg synet fra Tove Ditlevsens Plads mod Matthæus Kirke og det fine spir, der også bringer minder om dengang, jeg endnu ikke vidste hvor jeg var på vej hen.

Ved Vesterbrogade, havde jeg så travlt med at finde kameraet frem og tage billeder af den gade der rummer så meget og umiddelbart ser trist og grå ud midt i alt det interkulturelle, at jeg måtte vente en ekstra gang på bussen. Men husker man at løfte blikket er det også en gade, der rummer mange smukke gamle bygninger, fra dengang trafikken bestod af hestetrukne vogne og der var tid til smukke detaljer i husbyggerierne.

Mens min søde kollega tog på skøjtetur med halvdelen af Klubbens unger, sad jeg tilbage med at par drenge der camperede ved computerne og et par tøser der fik smurt både dem selv og bordet ind i maling. Jeg havde masser af tid til kylling, ris og agurkesalat og den hjemvendte søde kollega nød maden, sammen med en flok unger, der gerne så måltidet gentaget en anden gang, hvis bare jeg lovede næste gang at lave mindst dobbelt så meget sovs!

Formiddagssysler

Jeg sad der i sofaen og strikkede, med ligegyldige indlæg fra morgentv i baggrunden. Men det var før jeg pludselig lå med tæppet over mig, på den umagelige lille sofa, der ikke er skabt tiil at ligge på.

Jeg trissede ind i seng, satte alarmen en halv time frem og hev et tæppe over mig. Efter endnu en halv time, ti og fem minutter, der efterhånden blev til halvanden time, er jeg frisk og klar til endnu en uge. At alle mine planer om en tur omkring thaibutikken på Istedgade inden arbejde stille og roligt røg sig en tur, er helt okey – det kan stadig nås – i morgen, for jeg tvivler på jeg tænker på andet end at komme hjem, når klokken i eftermiddag ringer ud, der lige før mørket igen sænker sig og jeg helst vil være hjemme.

Hav en god dag :)

Plettet strik

Når syv masker skal strikkes vrang sammen, er en hæklenål en god hjælp.

Når materialet er tyndt og langhåret er det ikke altid nemt.

Jeg overvejdede at lade være, men anstrengelserne bærer frugt – de fine pletter i det strikkede pynter. Og mens den mørke morgen bliver til dag og jeg kæmper med hæklenålen, kan jeg se mod enden og varme om halsen

3D

Nogengange føler jeg mig langt bagefter – i går var en af de gange.

det var ikke lige gået op for mig i hvor høj grad filmindustrien satser på 3D for øjeblikket – for ikke at tale om at når de siger REAL 3D  så er der noget om det.

Inde i mit hovede er 3D stadig noget med papbriller med henholdsvis grønt og rødt film for øjnene og et noget diffust billede af noget der måske stikker en smule frem fra skærmen.

De grønne og røde glas er nu skiftet ud med noget der rent faktisk ligner briller og det difuse billede fremkommer nu kun, når man for en sikkerheds skyld lige kigger over brillerne og ser et temmelig grumset billede, der mest af alt forekommer dobbelt, mens synet af billedet helt sikkert er 3D overalt og hele tiden, med brillerne på.

Det var en børnefilm vi så i går, så forfilmene var alle for børn – måske med undtagelse af Alice der sendes tilbage til eventyrland, en film der så både spændende og utrolig flot ud. Derudover har både Shreck og Toystory slået sig på 3D bølgen – for ikke at tale om Avatar, jeg nok aldrig får set, men bestemt godt gad.

At man så samtidig kan grine af en hel salfuld biografgængere, alle med briller, der for de flestes vedkommende var for store , må være et tillægsgode. Hvis fremtiden hermed er kommet, vil jeg nok også følge Emilies forslag om at stængerne skal kunne reguleres i længden, for med alle de børn vi så film sammen med, må mere end en have været ved at tabe brillerne :)

Grafitti

Hele vejen langs banelegemet ind mod byen – for den sags skyld også længere ud – er støjskærme sat op. Kønne er de ikke, og delvis rustne er mange dele af dem også.

Ved langt de fleste stationer er der ingen udsigt til støjskærmene, men på Brøndbyøster er der frit udsyn.

De mange meter ubenyttet metal bliver i udstrakt grad brugt af grafittifolket til udsmykning, og hver gang jeg kommer på stationen frydes jeg over de mange smukke pieces, der er skabt af spraydåser i ly af mørke og på tidspunkter af døgnet, hvor ingen kigger med.

Langt de fleste af stykkerne er lavet for år tilbage og får lov at blive hængende. Det er til tider en farlig hobby, ingen tvivl om det, og selvom de karakterieseres som hærværk, synes jeg de er flotte.

På isen i Ørstedsparken

Efter en hel dag i byen er mine fødder ømme. Vi nåede ikke alt, men vi nåede så meget andet, at det ikke gør noget. En af de tiing vi nåede, var at tage billeder af Emilies nye yndling.

Et sted i Ørstedsparken smed hun overtøjet, til en ultrakort fotosession (stadig iført 3D-briller – er de ikke bare superfede…?) … Og brokkede sig derefter over at fryse i mindst dobbelt så lang tid.

Den er blevet rigtig god, varmer hvor den skal og med god plads til at vokse i. Faktisk så god plads, at jeg kunne være i den, da jeg lige prøvede – okey ærmerne stumper en lille smule og den sidder en del mere tæt øverst… men ellers helt fint.

Hun har allerede spurgt efter en tvilling, og selvom jeg sjældent strikker det samme to gange, er jeg tilbøjelig til at mene, det vil være en god ide. Men først… venter en del andre projekter, jeg ikke har lyst til at udskyde i det uendelige….

Min eneste ærgelse er, at jeg fik lavet udtagningerne på ærmerne meget bedre end udtagningerne efter kanten forneden. Jeg havde ærlig talt ikke lyst til at trævle det hele op, men bliver der en næste, vil udtagningerne foregå på en anden måde… Og sådan lærte jeg det.

Halsen kunne godt have været lidt tættere, jeg tror også en hætte ville have klædt den, men Tøsebarnet er tit varm, og så er det bedre at kunne tage et tørklæde af og på, efterhånden som temperaturen stiger og falder.

Det er helt sikkert en vinder!