søndag den 6. november 2022

starten på et uldeventyr

 

Jeg har en drøm om et uldeventyr i Håndværk og Design. Sådan et tema der starter med at tage ud og se på levende får, at arbejde med den rå uld, karte, farve, filte, væve og måske endda spinde, strikke og hækle. 

 

 

I år er starten gået i et meget mindre formart. Det betyder ikke, det ikke kan voksne med tiden. 

Vi har snakket uld, både det fra får, men også andre dyr. Vi har nålefiltet og endte med at vådfilte en bold. 

Det er mange år siden jeg sidst har haft uld og sæbevand mellem hænderne. Så selvfølgelig var jeg nødt til også at prøve.

Der er flere trin i sådan en vådfiltet bold, som kan være langt mere udfordrende, end jeg havde overvejet. 

Kernen er af skumgummi. man tegner en cirkel på et stykke skumgummi, klipper ud og klipper i facon. Det sidste er svært. Det kan være svært at se for sig, hvordan en trommeformet cirkel kan blive kuglerund. Hvor skal der klippes? og hvor meget?

Jeg lærer hele tiden, og der hvor jeg bare gør, fordi jeg godt kan se det for mig, fordi jeg har erfaring og er så visuel at min forestillingsevne er flere trin forud, må jeg igen og igen stoppe op, huske at andre kan have en anden tilgang og at det kan være svært at forstå og se videre frem. 

 


 

Det gælder ikke kun børn, men min erfaring siger at jo ældre vi bliver, jo større samlet mængde viden vi har, jo lettere bliver det også at se sammenhænge og umiddelbart se hvordan en figur kan blive til en anden. 

Det var et trin, der er mange af den slags i en enhver undervisningstime. Når der tales om at de praktisk/musiske fag er underprioriteret er jeg tilbøjelig til at være enig. Selv på en grøn skole, hvor vi arbejder en del uden for bøger, skrift og papir, ser jeg igen og igen at det er svært at turde tro på egne evner, når det handler om at bruge sine hænder og kreativitet. 

Jeg lavede en lille grøn bold. 

Men jeg glemte at tage billeder undervejs. 

 


 

Det første billede viser hvor meget uld og hvor meget luft der skal om skumgummikuglen inden filtning, og hvor lille den bliver efter.

Og når alt det er sagt, er det fedt at se børnene, med hænderne i sæbevand, få en fantastisk oplevelse og slet ikke have lyst til at stoppe. 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar