Ude på skolen har vi en drejebænk. Den bliver sjældent brugt, for dels mangler der mandskab, der kan bruge maskinen, dels skal elverne gå i ottende klasse, før de må bruge den.
Det er ikke meningen jeg nogensinde skal undervise på maskinen, men hver gang jeg ser den, får jeg lyst til at vide mere om den, at kunne bruge den.
Jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Lotte, der viste sig at være sløjdlærer, og som faktisk godt kan, fik sagt noget om genopfriskning, og inden vi så os om havde vi googlet mulighederne og meldt os til et weekendkursus.
Vi har glædet os vildt.
Weekenden oprandt i dag. Lotte hentede i morges - hun har heldigvis bil - og turen gik mod Kastrup og sløjdlokalet på en temmelig stor skole.
Underviseren er af den slags der kender sit håndværk og er god til at hjælpe. Forklaringerne er lange, men det er okey ikke at kunne huske det hele.
Vi kom tidligt, så vi endte med att hjælpe med at hente alle drejebænkene fra baglokalet og løfte dem over på høvlebænkene i sløjdlokalet. De er tunge sådan nogle, men af en størrelse man kan have derhjemme. Vi googlede og de har også en pris man kan komme omkring. Men så skal man selvfølgelig også have materialer og værktøj....
Og et sted at stille den.
Vi blev kastet ud i det, og startede med at dreje en kølle. En kølle er en hammer af træ. Den bruges, når der skal slås mod træ. Det kan være når man bruger et stemmejern, et huljern eller noget andet af den slags. Eller når man slår frembringeren (holderen) i det træ man skal dreje.
Jeg synes det var en god opgave, som også gav mulighed for at prøve lidt fis og udsmykning
Det ser så legende let ud når andre drejer. Jeg vidste godt det ikke er tilfældet, men det var alligevel lettere end jeg havde regnet med. Ret skal så alligevel være ret, der skal ikke meget til, før vinklen på stålet er forkert, eller man rammer forkert, og der pludselig er hakker steder, der ikke skal være hakker.
Personligt endte jeg med at blive ret gode venner med det stål der ikke hed et skrubstål, men kunne noget af det samme. Måske fordi vi brugte det hele tiden. U-stålet var egentlig også til at have med at gøre, afstikkeren og mejslen gav lidt sig selv, mens det sidste stål vi blev præsenteret for (som jeg heller ikke fik navnet på, var vildt svært at arbejde med.
I skal bare dreje det til siden, sagde manden. Det er så lettere sagt end gjort.
Derefter skulle vi dreje en bordskåner. Her var udfordringen at lave tre helt ens pinde, så de kan sættes sammen og ende med en nogenlunde plan overflade til at sætte varme ting på.
I morgen skal vi dreje en skål og en nisse.
Jeg er klar.
Det er vildt sjovt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar