mandag den 7. november 2022

Masker på en søndag - Uge 44

 

Ugen kort:

  • Computeren har været gennem vores IT-ansvarliges kyndige hænder og tilbage hos mig. 
  • De små fra anden klasse har været forbi og lege med ler. Det har været så hyggeligt. Nu skal det hele tørre mindst tre uger, inden forglødning. Så skal de alle tilbage for at glasere og ovnen skal i gang igen. Er vi heldige kan vi nå det ingen jul. 
  • Jeg vidste jeg stod alene med undervisningen i Håndværk og Design, da min makker var i München  med ottende klasse. Efter tre år er den tidligere borgmesters præstigeprojekt endelig blevet til noget, og jeg glæder mig vildt til at høre om turen. 
  • Heldigvis vidste jeg også at klassen ikke var færdige med projekt vindmøller, fik natur og tekniklæreren med i halvdelen af tiden og kom langt med projektet.
  • Vi forsøgte endnu en gang med kanelsneglesnobrød over bål. Det der med sukker og snobrødsdej er ikke den bedste kombination. Dejen falder af. Vi prøver igen på tirsdag, men dropper snobrødspindene til fordel for bålpanderne. 
  • Jeg hentede Oscar og havde ham med i stemmeboksen. Barnet fik bolsjer. Det har han åbenbart aldrig fået før, og da han kom til at sluge det første, stod han helt stille, inden han sagde: Det trillede ned i maven. Godt han havde to. Og ja, man må gerne knase bolsjer.
  • Jeg har reddet mig en forkølelse, der har sat sig på stemmebåndet. Efter det meste af en uge, er jeg stadig lige hæs og stemmeløs. Jeg tænker at køre forbi lægen, når de i morgen tidlig har fri konsultation. Jeg er temmelig sikker på det er en virus og dermed ikke noget, der kan gøres så meget ved , så mest for en sikkerheds skyld. Og inden nogen spørger - ja jeg har testet for Corona. 
  • Jeg føler mig ikke syg, og har været på arbejde hele ugen. Vi blev dog enige om at jeg gik hjem torsdag, hvorefter jeg faldt omkuld på sofaen og sov flere timer.... så øhh....
  • Vi lavede sjov i salen med pigerne til årets sidste Tøsetons. En projekt vi startede for mange år siden, da en flok piger havde brug for hjælp til at skabe relationer på tværs af alder og klasser. Vi tager det op med mellemrum. Lige nu er det ikke særlig søgt, og det giver mening at stoppe for en periode, mens vi i stedet laver julegaver.  
  • Jeg deltog i et par møder i Centerregi, som gav masser af god viden og ekstra strikketid. 
  • Fredag pakkede vi skolelederens bil med bagage og ansatte medlemmer af skolebestyrelsen (to ledere, to personaler) og kørte tværs over Sjælland til skolebestyrelseskonference. Det var et spændende og temmelig fyldt program, med tid nok til en tur til standen i frokostpausen. 
  • Lørdag blev jeg nærmest kørt til døren og har siden lavet så lidt som muligt. 








 

 

Læse: 

Jeg er nået til tredje bog i serien om Harry Potter - Fangen fra Azkaban. Harry ved stadig ikke hvem Sirius Black i virkeligheden er, men begynder hellere at ville møde ham, end gå rundt og blive skærmet hele tiden.  

Den nye professor i Forsvar mod mørkets kræfter viser sig at være langt mere interessant end de tidligere, men hvad er det med ham? Og hvorfor brygger Snape eliksirer til ham, for ikke at sige overtager hans undervisning.

En hård Quidditchkamp ender med dementorer på banen, Harry ender på hospitalet og Hermione har netop hældt resterne af hans kost ud over dynen. Den endte sine dage med et sammenstød med Slagpoplen. 

Det er hyggeligt at læse historien igen, jeg kender den godt, men kan alligevel ikke helt huske alle detaljer.

 

Strikke:

Da jeg havde færdiggjort mit første forsøg med håndtenen, fandt jeg garn til en cardigan hos Amrits Strik, da jeg var til strikkecafe for efterhånden længe siden.

Jeg ville bruge det håndspundne som mønsterfarve, og ledte efter den helt rigtige opskrift på Ravelry.

Jeg fandt Manou af Isabell Kraemer, og fik hurtigt slået op. Jeg synes det bliver godt, og tror stadig på projektet. 

Jeg er ikke nået så langt, men det er heller ikke så vigtigt. 

 





2 kommentarer:

  1. Harry Potter bøgerne er bare så hyggelige at læse! Og din sweater bliver vildt fin.

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, jeg kan slet ikke forstå jeg ikke har genlæst dem for længe siden :)

      Slet