tirsdag den 1. november 2022

Masker på en tirsdag - Uge 43

 

Ugen kort:

  • Jeg var omkring egen læge til det fjerde stik. Det var ikke imponerende, aldrig har et stik gjort så ondt. Det blev ved at gøre ondt i det meste af en time efter. Det var så stort set efterreaktionerne. Så ret godt alligevel. 
  • Vi har inviteret børnene fra 2. klasse til at komme i Klubben og lave ler hen over to uger. Der har været en del, og det er superhyggeligt. 
  • Håndværk og Design tog på tur, og jeg lærte at børn kan tælle sig selv. Det var smart. Meget nemmere end at tælle i en uendelighed. Det er ikke sidste gang. Turen gik til Blindes arbejde, som en optakt til børstebinding. Alle var glade og fik gode oplevelser. 
  • Vi har stadig bål hver tirsdag. Også selvom det er koldt ude. 
  • AMR-rollen giver stadig nye udfordringer.
  • Vi gik i salen med tøserne hev alle idrætsredskaberne frem og lavede en fantastisk forhindringsbane. Den udviklede sig til Jorden er giftig og var bestemt et hit.
  • Jeg var i køkkenet med de to sidste børn, der ikke fik plads på en bolsjeaften. de var glade og kunne gå hjem med en posefuld sukkerstads.
  • Årets Halloweenfest var noget af et brag. Godt femoghalvtreds glade udklædte børn. Jeg var lidt træt, da jeg nåede hjem. 
  • Der opstod en af de der lidt pinlige situationer, hvor alle har troet at andre har fortalt... Nu arbejdes på forståelse.
  • Computeren satte ud, nægtede at samarbejde og ville opdateres af skolens IT-ansvarlige. Jeg vidste godt det var nu, men troede helt ærligt jeg havde en uge mere, til at rydde op og blive klar... Nu tager det lidt længere tid at genskabe...








Læse:

Hemmelighedernes kammer var hurtigere læst end forventet. Jeg er startet på den næste. 

Det er sådan et hyggeligt gensyn.

Jeg har set den første film, og satser på at se dem en ad gangen, når bogen er læst.


Strikke:

Jeg tør godt vise det frem, for jeg er håbløst bagud. Så langt bagud har jeg aldrig været før. 

Stephen Wests Mystiske oktobersjal er nået godt halvvejs. Alle clues er udgivet, det er bare mig, der er bagud.,

Det har jeg det fint med. Og endnu er det lykkedes mig  ikke at se fremad. Jeg er stadig spændt på hvad der venter - jeg har hørt det er vildt.

Jeg har lavet lidt om - og glemte måske at læse hele opskriften. Enkeltsnoningerne i den sidste sektion jeg har strikket, skulle ikke være snoninger med slangeagtige bugtninger. Det er jeg ikke særlig vild med, så jeg snoede i stedet.

I samme sektion har jeg måske overset at der skulle have været lidt flere masker. Det bliver ikke anderledes, den modsatte sektion, bliver magen til, og så må jeg finde ud af det med maskeantallet, når jeg når dertil.

 





2 kommentarer:

  1. I år deltog jeg ikke i MKAL. Det tog en del tid sidste år, og jeg har ikke brug for nyt sjal hvert år ;) Jeg har dog fulgt med på sidelinjen og gyst og gruet for, hvordan det dog skulle ende. Men i dag så jeg på Instagram, at det faktisk ender ganske pænt. Men vejen derhen har set grufuld ud, efter min mening. Hvordan synes du, det har været at strikke?

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny jeg synes det er udfordrende strik. Ikke selve teknikkerne, en maske er en maske. Men sammensætningen af maskerne sammen med et lidt hårdt garn kræver både tid og vilje.
      Jeg synes første clue var langt, men også flot. Jeg ser en nederdel for mig - måske en gang i fremtiden.
      Anden del mange, mange vrangmasker gav mulighed for at øve at strikke spejlvendt. Jeg har lært det for mange år siden, men aldrig rigtig brugt det, eller blevet god til det. Nu fik jeg øvet temmelig meget.
      Jeg synes det er en god udfordring og ser frem til det videre arbejde - også selvom det går langsomt :)

      Slet