Helt almindelig skolelim

 

Det er efterhånden et par uger siden jeg limede Daniels bog. Jeg læser i den hver aften, og er også faldet i søvn med hovedet i bogen et par gange. 

Holder den så?

Umiddelbart ja. 

 

 

Jeg er sikker på at den kunne tåle mere lim, at den ville have glæde af en mere sikker hånd, end jeg kunne mønstre. Men den holder, og er langt mere tilbøjelig til at hænge sammen, end da jeg lånte den.

Jeg turde ikke hælde mere lim på den, da jeg limede. Jeg ville ikke have limen til at at kunne ses. Jeg er sikker på at en håndværker med mere forstand på bøger end jeg, ville ende med et helt andet arbejde og resultat, der sikkert ville få bogen til at se mindre brugt ud, end jeg fik den til. 

Daniel er tilfreds, og det var sådan set det vigtigste. For selvom han var øm om den og bad mig passe godt på den, da han fandt den frem, må den gerne se brugt ud. Jeg tænker der er en hel del nostalgi og barndom forbundet med at den er slidt, som den er slidt. 

At den ikke falder fra hinanden, er alligevel en god ting. Og selvom jeg falder i søvn med næsen i bogen, er jeg stadig bevidst om at jeg skal passe på den. 

 

Og så var der stenen Emilie for mange, mange år siden fandt på en strand. Stenen der ligner Voldemort, og som jeg slæbte hjem, fordi hun selv var for lille. Stenen som bor i reolen og ind imellem får lov at agere pres, når noget har brug for vægt. 

Jeg lovede at vise den frem. 

På en eller anden måde er den mere virkelig i virkeligheden, end på et billede. 

Jeg håber alligevel at nogen kan se den unævnelige.