Årets sommerferie er i hus. Vi skal til Dresden, med et kort ophold i Berlin, på turen ud. Det var nær aldrig lykkedes. Billetterne fandtes, jeg måtte bare ikke betale. I formiddags gjorde jeg et sidste forsøg, og pludselig gik betalingen igennem.
Det er rart at vide, at der er styr på det.
Men inden årets sommerferie, er det måske på tide at afslutte sidste års ferie.
Den lille arbejderbolig
Vi var i Silkeborg, vi havde netop besøgt det lille papirmuseum i den gamle papirfabrik. Billetten gav adgang til den lille arbejderbolig i forbindelse med Museum Silkeborg. Arbejdermuseet i København har altid været et af mine yndlingsmuseer, så jeg havde store forventninger til arbejderboligen. Jeg synes det var et fint lille museum.
Dengang papirfabrikken blev startet af den driftige Michael Drewsen, lå der i Silkeborg Hovedgården, som havde haft en omskiftelig historie. Hovedgården blev oprindeligt opført - delvis af sten fra Silkeborg Slot - af Ritmester Hans Nicolai Hoff, der havde erhvervet et rytterdistrikt på auktion sidst i 1700-tallet. Kongen havde sat en række distrikter på auktion.
Hoff og søn stod for en stor omlægningen af området til landbrug og nye gårde. Hovedgården blev omgivet af alvsbygninger og voksede i perioden. De forsøgte sig med skovdrift fra de omfangsrige skove omkring Silkeborg, men transportvejene satte en stopper for forsøget, der mest af alt gik til lokale og træskoproduktion.
Gården blev i starten af 1800-tallet solgt til H. P. Ingerslev, der også forsøgte sig med skovdrift. Han havde muligvis en ide om at fælde Silkeborgskovene og sælge jorden i mindre stykker. Det blev der ved lov sat en stopper for. Ingerslev endte med at gå fallit og Silkeborg Hovedgård endte med at blive overtaget af Staten.
Hovedgården
I forbindelse med opførelsen af papirfabrikken, flyttede Michael Drewsen ind i Hovedgården og byggede alvsbygningerne om til arbejderboliger. Han havde dog ingen planer om at blive boende, og dermed kunne Gården i 1911 overtages af Købmand Peter Jessen, der boede på gården med sin familie til han døde.
Undervejs blev der indrettet en aftægtsbolig i den vestlige fløj til Jessens forældre, og da de ikke længere havde brug for boligen, flyttede Jessens ugifte bror, landsretssagfører Johannes Neergaard Jessen ind.
Efter Jessens død, var der lokale initiativer til at købe, rive ned og bygge etageboliger på stedet. Heldigvis havde Jessen taget sine forholdsregler, der betød at det ikke umiddelbart var muligt. Kommunen trådte til og i første omgang flyttede byens børnehave ind.
Mens børnehaven boede i østfløjen, tilbød landsretssagføreren i 1951 lokaler i vestfløjen til Silkeborg Museum, der længe havde stået uden husly. Da sagføreren døde, kunne museet i 1954 lukke op i hele vestfløjen. Allerede dengang husede museet Tollundmanden og andre lokale artefakter.
I 1975 flyttede børnehaven ud, og museet kunne overtage hele bygningen, der ligger som et vidnesbyrd om en svunden tid, midt i Silkeborg.
Tollundmanden, som han kunne have set ud.
Mens vi gik rundt i den lille bolig og lærte om Silkeborgs udvikling, satte regnen ind. Det dryppede da vi gik fra arbejderboligen til Hovedgården, og netop som vi nåede frem, blev der åbnet foroven. Vi blev på Museum Silkeborg, til det holdt op med at regne.
Museum Silkeborg er ikke et stort museum. Det fortæller en historie om en egn, der ikke har en lang historie bag sig. Det er et fint lille museum, der som hovedattraktion kan fremvise Tollundmanden.
Som han ligger i sin montre, noget skrumpet ind, og med en rekonstrueret krop, er det alligevel lidt vildt. I midten af museet er han rekonstrueret, som han kunne have set ud. Han står der nærmest levende, klar til hårdt arbejde i marken.
Det var også lidt vildt at se.
Fortællingen om Hovedgården er frit efter Danske Herregårde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar