lørdag den 30. juli 2022

Nice to Gnome you

 

Det tager sjældent mange dage at strikke en gnome, derfor havde jeg med vilje gemt månedens gnome til jeg kom hjem fra Island. 

 

Den har været færdig et par dage, men med besøg af Oscar ventede jeg i formiddags, før gnomen og jeg cyklede til kirkegården og fik klaret månedens photoshoot. Jeg kunne selvfølgelig have have taget billederne hjemme, men når nu jeg har besluttet at henlægge alle billederne til det samme sted, og følge årets gang, så var der lissom ingen vej udenom. 

Det betød at jeg også rundende biblioteket og fik byttet de tre læste bøger ud med tre nye. Dermed har jeg læsning i hus, når vi på mandag lader Emilie om at blive hjemme og passe arbejdslivet, mens vi tager til Aalborg og kigger på sejlskibe med høje master. 

 

 

I virkeligheden var planen at danse zumba inden foto og bibliotek, men fremme ved Vestbad kunne jeg konstatere at dansen i dag var aflyst. Jeg kunne selvfølgelig bare have gået ind i fitnesscentret og trænet alene, men af en eller anden grund er jeg ikke der hvor har lyst til det. Jeg kunne sagtens tidligere, så måske det kommer igen. Jeg kunne også have tjekket på Facebook, inden jeg kørte derover, men jeg gider ikke Facebook... Og jeg skulle alligevel ud ad døren. 






Design: Nice to Gnome you af Imagined Landscape.

 

Garn: Supersoft fra gemmerne fra forskellige forhandlere. 

Jeg endte med at bruge 33 gram garn, så det er ikke meget der går til. 

Alligevel kan jeg nu, lige over halvvejs gennem året, se at mængden af uldgarn fra gemmerne er svundet en del. Det passer mig svært godt. 

Som kontravægt har jeg fyldt en bunke store spændeskiver i bunden af gnomen. Jeg har fyldt det fiberfyld fra en IKEApude.

 

 

Pinde: 3 mm krondyrben, både de korte jumperpinde og strømpepindene.

 

Størrelse: Den færdige gnome vejer 99 gram. Den er 26 centimeter høj og har en diameter på 9 centimeter. Det er ikke den største gnome jeg har strikket.

 

 

 Bemærkninger: Jeg har lavet to meget små ændringer.

Krøllen på huen skulle have siddet til den ene side. Jeg valgte at vende den bagud. Det virkede bedst for mig. 

Lommen sluttede med en vrangpind, og skulle derefter syes på kroppen oveni en række vrangmasker. Jeg kunne ikke få det til at blive pænt, så jeg droppede den sidste vrangpind, strikkede ret i stedet og syede lommen på med maskesting med vrangsiden udaf. 

Jeg bilder mig ind den endte med at se ud som tænkt.

 

Vil du se flere billeder af gnomen, kan den ses på Ravelry 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar