Efter en dag fyldt med indtryk er vi endt i Selfoss til to overnatninger, på et hotel med gode værelser. En ændring i planen betød at vi har kørt langt i dag, overnatter samme sted to dage, slipper for at pakke alting sammen i morgen tidlig, for at køre en smule tilbage og se noget af de vi endte med at køre forbi i dag.
Vi endte med at tilbagelægge sekshundrede kilometer i dag. Der er heldigvis masser af stop og muligheder for at se alt det rejsen er pakket til at indeholde. Der er ingen tvivl om at rejsearrangørerne har lagt en plan, der viser Island fra alle sider.
Vi startede dagen i højlandet, hvorfra vi kørte ned ad en grusvej gennem et terræn der visse steder hældte op mod sytten procent. Det var vildt, vi var flere der holdt fast i sædet foran os, og landskabet var fantastisk at se på.
Island skifter fra det ene øjeblik til det andet. Landskabet er hvidt, sort, gråt eller alle afskygninger af grøn. Derinde mellem vilde fjelde var der grønt i grønt, tydelige aflejringer af lava og bare vildt smukt. Desværre stoppede vi ikke (det var nok heller ikke tilrådeligt), så jeg har kun erindringsbilleder.
Inden vi nåede slutdestinationen har vi set gletsjere, en lagune med isbjerge, diamantstranden, lavamarker og kørt fra højlandet ned til lavlandet, gennem Wastelandet og set Katla og Eyajafjallajökull i det fjerne.
Island er vild og smuk og helt igennem vidunderlig.
I morgen fortsætter eventyret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar