Vue over Reykavik

 

Søndag:

I går tog jeg seks og tres billeder af en havmåge, som forunderligt nok blev stående, selvom både Ann-Dorthe og jeg flyttede os tættere og tættere på. I går fik jeg aldrig skrevet noget indlæg, for computeren løb tør for strøm, stikket har tre ben (ikke noget de gør sig i på Island), jeg har glemt omformeren, og i hotellets reception havde de alle mulig andre adaptorer end lige sådan en jeg skulle bruge. 

 

 

Jeg fandt en i dag, men billederne af havmågen må vente til en anden dag.

I dag var sidste dag på Island. Det har været otte intense dage, og nu sidder vi i Keflavik og venter på flyet hjem. 

I dag var vi ude og flyve i Fly over Iceland. En helt igennem fantastisk oplevelse af Island set fra oven, siddende i en stol, der hælder til både den ene og den anden side, mens fødderne hænger frit, følelsen af elementer står stærkt og man kan få lyst til at holde godt fat i armlænene. 

Turen sluttede hen over Hallgrimskirken - byens kæmpestore vartegn, som kan ses alle vegne fra og som vi netop havde været oppe i og set byen fra oven.  

 

 

Islændinge er ikke bange for farver. Det ses på deres tøj, på deres hår og også deres huse. Husene er ofte beklædt med en art bølgeblik - jeg er sikker på det er noget andet, som tydeligvis fåes i et utal af farver. Og findes farven ikke, maler man det bare. 

Beklædningen lægges på både vægge og tage og de mange farver fylder godt i gadebilledet. Vi forestiller os, at farverne giver liv til et vintergråt landskab på en tid af året, hvor solen ikke rigtig kommer op.

Mandag:

Flyet var klar til boarding, jeg pakkede computeren sammen, og Anders og Emilie stod klar til at hente os alle sammen i lufthavnen klokken meget tidligt i morges. Hjemme igen har jeg brugt dagen på sådan cirka ingenting, Det med for alvor at pakke ud, vaske og lande må vente til i morgen. 

Tilbage til vuet over byen, var udsigten fra toppen af Hallgrimskirken temmelig imponerende. 

Reykavik er ikke stor, vi skulle ikke gå langt, før vi det ene øjeblik gik fra at være i centrum til vi befandt os i industrikvarterer eller noget der mest mindede om forstæder.

Min mor, Annelise og jeg tog elevatoren op til urene og gik ad trappen det sidste stykke til de høje vinduer med gitter for og de store klokker under loftet. Klokkespillet ringer glas hvert kvarter, vi fik den oplevelse på nærmeste hånd. Godt vi havde fingre at stoppe i ørerne og godt at det lille musikstykke, der ringler på kvartersvis basis ikke er så langt.

Ann-Dorthe blev nede og fandt en bænk. Jeg kiggede efter hende, men hun havde selvfølgelig valgt den bænk, der stod så tæt på tårnet at jeg ikke kunne fange hende på et billede.

Jeg er slet ikke færdig med at fortælle om Island. Vi har set og oplevet så meget. Jeg synes mange af oplevelserne bør have deres eget indlæg i stedet for en opremsning, og dermed bliver der masser at skrive om, de næste mange uger. 

Der skal jo også gerne være plads til de mere daglige indlæg.