tirsdag den 26. april 2022

Rul, rul rokken går

 

Sidste år i juli startede jeg et Tour de Fleece spindeprojekt. 

Tour de Fleece er spindeverdenens take på Tour de France, nogle sidder og spinder, mens de ser cyklende mænd, nogle spinder bare. Nogle er så optagede af projektet at de hårde etaper med stejle bjerge helst skal indeholde udfordrende spinding, mens hviledagene skal komme i hu.

Jeg startede et projekt, nåede halvvejs, og er aldrig rigtig nået længere. 

 

 

Rokken står og kigger på mig hver dag, jeg går forbi hver dag og tænker temmelig tit at jeg gerne vil i gang igen. Men det er så meget lettere at strikke, så rokken står der stadig... 

I et anfald af at forsøge at hjælpe mig selv, besluttede jeg for et par måneder siden at forsøge at spinde femten minutter hver dag. Det er vistnok lykkedes to gange. 

Jeg arbejder stadig på sagen....

Måske årets Tour de Fleece kan få mig med igen.



Oscar på den anden side. Han synes stadig rokken er sjov. I dag hev han den resolut ud midt på gulvet og befalede at vi skulle lege med den. 

Jeg har tidligere siddet på bagsiden af den, og med hænderne og arbejdet med pedalen, så pedalen vippede og hjulet drejede. Det kunne kan huske og lige præcis sådan skulle jeg gøre. 

Så det gjorde jeg. 

 

Og håbede lidt at kontakten med maskinen kan få mig til at gribe til den igen....

Jeg gider godt at gide.  

 

 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar