Sidste måned forsøgte jeg at bruge noget af det garn jeg aldrig rigtig får brugt, fordi farverne ikke rigtig er mig - og er ikke rigtig glad for resultatet. Denne måned forsøgte jeg at bruge farver jeg ikke nødvendigvis først rækker ud mod og sætte dem sammen med nogle af dem jeg rigtig godt kan lide. Det giver et meget bedre resultat.
Faktisk leger jeg lidt med tanken om at strikke dele af sidste måneds gnome om. Bare de dele jeg ikke har det så godt med. Sådan en nisse kan vel godt skifte tøj...
Nå men også denne måned voksede gnomen til uventede højder. Månedens gnome er meget høj. Emilie mener den er faren, sidste måneds er moren og alle de mindre deres børn. Det kan vi da godt lege.
Månedens gnome er glad for blomster og blade. Det passer godt sammen med forår, lysere dage og varme i luften.
Design: Gnome de Plume af Imagined Landscape.
Garn: Supersoft i forskellige varianter. Den gule og den brune farvede jeg selv i solen for nogle år siden. Den brune er valnød og en lille rest der var tilbage, den gule pileblade. Jeg har ikke tidligere brugt af den, for gul er ikke min yndling, men jeg synes faktisk den gør sig godt her.
Der gik 69 gram garn til hele nissen - alt fra 2 til 29 gram.
Jeg har hele vejen gennem holdt garnet dobbelt.
Pinde: 3 mm krondyrben. Jeg har besluttet at alle nisserne skal strikkes af de korte lækre pinde, jeg ikke bruger så tit.
Størrelse: Nissen er stoppet med fyld fra en IKEApude, der er ni store spændeskiver i som kontravægt og den færdige nisse vejer 177 gram.
Nissen er 46,5 cm høj og har en diameter på 11 cm i grundplan.
Bemærkninger: For en gangs skyld gjorde jeg som der stod. Kun 12 små masker valgte jeg strikke drejet ret i stedet for vrang.
Masken over de øverste blomster/blade på hatten strikkes drejet ret, på næste omgang bliver maskerne til vrangmasker. Jeg valgte at strikke endnu en drejet ret inden vrangmaskerne, udelukkende fordi jeg tror det ser bedre ud.
Det kan sikkert diskuteres.
Vil du se flere billeder, kan de ses på Ravelry.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar