Påskefrokost og skolekøer

 

I går var det den første april. Det var også fredag, og for et stykke tid siden meldte ledelsen ud, at i går skulle vi holde påskefrokost. 

Så det gjorde vi. Og det var superhyggeligt. Vi fik god mad og alt for meget kage. Der var rigeligt, så mandag kan vi alle møde op igen og spise fælles frokost. Vigtigst af alt var vi sammen. For selvom vi efterhånden er fælles igen, er vi også stadig delt op, holder vi stadig en smule afstand, og undervejs i løbet af de sidste to år er vi blevet nye kolleger rigere, som aldrig rigtig er blevet en del af det store hele. 

Altså var fællesskabet det vigtigste, da vi satte os sammen på lærerværelset i fredags. 

 

 

Samtalerne gik i mange retninger og en af dem handlede om første april og aprilsnar. Jeg vidste ikke at det ligger i så høj kurs at lærere bilder eleverne de sjoveste historier ind. Det ved jeg nu. Der var mange gode, som for eksempel den lærer der ved fredagens morgensamling havde fået bildt samtlige elever ind at skolen snart skal males, og det skal alle være med til, når vi i slutningen af april har fælles temauge for hele skolen.

Jeg hørte historien fra vores nyeste afdelingsleder, som var hoppet i med begge ben, og synes det var evigt morsomt. 

Den sødeste var en af indskolingslærerne, der havde fortalt eleverne i sin klasse, at som grøn skole, skal vi ikke blive ved med at modtage færdigt pakket mælk, men i stedet have fem skolekøer, der skal gå i en indhegning ude på fodboldbanen. Fodboldbanen må så lade livet, eller blive lidt mindre, og eleverne skal så selv ud og malke køerne, så der er frisk mælk til frokost hver dag. 

 

 

Fredag var også bål. Vi lavede fladbrød, og hold op som ungerne er gode til at hjælpe hinanden. Jeg holder på de skal selv, så jeg er sjældent den store hjælp. Altså med mindre de har prøvet og det ser lidt for svært ud. 

Men sådan et brød smager bare bedre, når man helt selv har formet dejen, lagt den på panden og vendt den mange gange - for det er nok færdigt nu.