mandag den 4. april 2022

Masker på en søndag - Uge 13

 

Ugen kort:

  • Opslagstavlerne til udeskoleundervisning, som jeg malede for efterhånden længe siden blev sat op. Den grønne dame og jeg satte hinanden stævne, og inden vi så os om, sad de på væggen. Nu mangler bare nogle skilte, som jeg satser på at få nogle børn til at hjælpe mig med at lave.
  • Jeg fik en tanke, og inden den forsvandt, lykkes det mig at plante et frø.
  • Anden klasse kom på besøg, det gør de frem til maj hver eneste mandag. Der er ikke længe til maj, hvor de for alvor slår sig ned, når de flytter over til os og starter i Klub. Vi håber at nå at lære de fleste af navnene inden. Nogle navne hænger bedre fast end andre, og da fjerde gang spurgte det samme barn hvad hun hed, lovede jeg at forsøge at huske det til næste mandag...
  • Vi havde fælles SFO-møde og startede en planlægning ud i fælles aktiviteter. Vi har prøvet før, og vi prøver igen. 
  • Jeg cyklede ind til byen i snevejr for at høre om den danske kolonisering af Island, om islandsk uld og strikketraditioner til KnitStoryNight arrangeret af Rock&Roll Hausfrau. Det var godt, og jeg fik strikket en hel del. 
  • Jeg har været til min første (formentlig ikke sidste) mammografi screening. Det var slet ikke så slemt, og jeg mødte en dame, der udviste ydmyghed overfor mine bare bryster. Jeg blev slået af hvor mange ressourcer der bliver sat af. To læger skal uafhængigt af hinanden se billederne igennem, er de ikke enige, skal en tredje læge se på dem, inden jeg får svar. Jeg tænker det er helt okey jeg skal vente op til tre uger, og følte mig i øvrigt meget ung da jeg sad og ventede omgivet af damer med betydelig mere erfaring end mig. 
  • Berit bagte kage, Berit forlod kagen i to minutter, kagen mistede et hjørne. Ingen ville stå ved det. Det har vi alligevel aldrig prøvet.
  • Der var heldigvis kage nok, da vi fredag holdt fælles påskefrokost for hele personalet. Det var skønt med socialt samvær. Vi mangler efter alt for længe uden. 
  • Den nye skoleleders navn og tidligere meritter er meldt ud. Nu venter vi spændt på at møde manden, når han starter til maj. Indtil da er den konstituerede leder heldigvis ganske kompetent.
  • Jeg blev ringet op af damen fra arbejdstilsynet, der taler afsindig meget, godt vidste at skolelederen, som de havde sendt afgørelsen til ikke længere er hos os, og derfor var bekymret for ikke at få svar. jeg udleverede telefonnummeret til den konstituerede skoleleder og havde en klar opfattelse af at svarfristen var overskredet. Fremme på skolen viste det sig at der stadig er god tid til at svare, at ledelsen er klar over problematikkerne og at tidligere skoleleder har gjort alt hvad han kunne for at sende videre. Det skal tydeligvis nok gå alt sammen.
  • Den sødeste aprilsnar var tanken om skolekøer, som eleverne selv skal malke. 
  • Jeg har sendt invitationer til den fødselsdag, jeg aldrig holdt sidste år. 
  • Zumbadronningen fortalte at hun nu også instruerer styrketræning lørdag formiddag. Efter alt for længe uden nogen form for træning slog jeg til, stod klar lørdag morgen, og har nu ondt over det hele. Det ser ud som om der også er træning onsdag - så måske er det ved at være på tide at starte op igen. Jeg har i hvert fald fyldt en måned på kortet til Vestbad.
  • Søndag betød leg med Rose og en smule snak med hendes mor.  
  • Jeg har fået blomster af Emilie.






 

Læse:

Jeg er startet på endnu en bog i serien om Rizzoli og Isles. Retsmediciner Maura Isles er adopteret, har haft nogle skønne forældre, der ikke er mere. Men da en kvinde der ligner hende til forveksling bliver drabt, udvikler historien sig. 

For hvem er hendes biologiske mor? Og hvorfor gav hun hende fra sig?

Og hvordan hænger det hele sammen med en dreng, der begraver en pige levende, skeletter på en ubebygget grund og en forsvundet gravid kvinde, hvis mand er så optaget af elskerinden, at han ikke engang opdager hun er væk? Og hvad er det lige med den politimand, som bliver ved at dukke op - kan man stole på ham?

Der er dømt spænding, jeg har læst løs og er overrasket over hvor hurtigt slutningen nærmer sig. 


Strikke:

Efter at have afsluttet et par strømper til Anders er jeg klar til et par nye. Jeg mangler stadig et par medlemmer af rejsefællesskabet og har slået op til et par Samwise Socks

Garnet er fra Frydefuld og mønstret er let at erindre. Oven på de meget mørke strømper jeg netop har strikket, er det skønt med et lysere garn, og måske er det derfor jeg så hurtigt er nået så langt. Jeg slog op i aftes. 

Der er forskel på mønstret for og bag. Både Anders og jeg er mest til snoninger, hvorfor snoningerne på bagbenet siger os mest. 

Der skulle have været en bredere snoning på hver siden af krydserne og bollerne i midten, men jeg var ikke tilfreds. Jeg synes snoningen blev for bastant og at vrangmaskerne var forkert fordelt. I morges trævlede jeg op, flyttede lidt på vrangmaskerne og lavede en lidt lettere snoning over de fire masker, der er til rådighed. 

Både Anders og jeg er enige om at billedet blev bedre.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar